
Madklumme: Løg er i centrum i en gratineret fransk suppe
Ugens opskrift i ”Mad der smager” henter sin inspiration fra storbyen Montreal i Canada, hvor jeg er født og opvokset. Med sit væld af gode spisesteder fra både det lokale, traditionelle samt internationale cuisine og i alle prisklasser er Montreal et paradis for madelskere.
Da jeg var ung, var der en helt special restaurant, A la Crepe Bretonne, der serverede den lækreste gratinerede franske løgsuppe, man kunne forestille sig. Den var kendt i hele byen.
Løg er en god, alsidig og sund grønsag, der holder sig fint flere måneder efter efterårets høst. Vi bruger den ligesom salt og peber til at give smag til maden, hvor den ofte spiller en beskeden rolle. I løgsuppe træder løg frem og indtager hovedrollen.
I den franske udgave af løgsuppe, som i opskriften her, indgår der både brød, ost, vin og cognac, så det hele går op i en højere enhed. Selv spiser jeg suppen som eneste ret på mine vegetarmad-dage, men den er også fin som forret, hvis hovedretten ikke er for tung og mættende.
Gratinerede fransk løgsuppe
(4 personer)
Ingredienser
2 spsk smør
2 løg, skåret i skiver
8 dl kyllingebouillon
1,5 dl hvidvin
1 spsk cognac
Peber
4-6 stk. hvedebrød
12-16 skiver ost, f.eks. Danbo
Fremgangsmåde
Smelt smørret i en tykbundet gryde.
Tilsæt løgene og stege dem til de bliver bløde. De må ikke brænde på.
Hæld bouillon, vin og cognac ved og lad suppen simre i 10 minutter.
Smag til med peber.
Rist brødet.
Skær brødet til, så det passer ned i fire ovnfaste skåle, og kom brødet i skålene.
Fordel suppen i de fire skåle. Skålene skal ikke fyldes til randen – så hellere lade en eventuel rest af suppen blive i gryden. Det kan være, der er nogen, der ønsker sig en portion mere.
Fordel osteskiverne ovenpå suppen i hver skål.
Sættes i en 180 grade varm oven i 15 minutter – eller til osten er smeltet og gylden.
Tip: Osten ovenpå den franske løgsuppe holder rigtig godt på suppens varme, så man kan nemt komme til at brænde tungen. Suppen kan sagtens stå i et minut eller to for at køle af, inden man begynder at spise den. Den giver en god indre varme, så den egner sig perfekt som en hyggelige spise på en kold vinterdag, hvad enten den serveres som frokost, forret eller vegetarmåltid.
Tip: Jeg når ikke altid at spise hvedebrød op inden for to-tre dage. I stedet for at lade tiden gå til brødet er så tørt eller endda muggent, at det ikke længere er spiseligt, så skærer jeg det i skiver allerede på tredjedagen. Jeg kommer skiverne i en plastpose og fryser dem ned. Så har jeg altid ”daggammelt brød” til diverse retter – som ovenstående løgsuppe. Der ved undgår jeg madspild.
Vidste du at: Løg har været dyrket i over 5000 år. Der er fundet beviser for dets anvendelse i bronzealderen i Kina. I den gamle Ægypten blev løgets runde form og ringe betragtet som symbol på evigt liv og løg blev brugt i faraoernes begravelsesritualer. De første europæiske nybyggere bragte løg med sig til Nordamerika og det var en af de første afgrøder, de plantede.