Billede beskrivelse

Verdensmål med loppemarked på Hørby Skole

23. september 2023 kl. 19.01

Som led i Frederikshavn Kommunes fokus på FNs Verdensmål i uge 36, havde eleverne på Hørby Skole budt ind med mål 12 der handler om ansvarligt forbrug og produktion.

Primært arbejdede eleverne fra 0.-3. klasse med genbrug og genanvendelse af affald, suppleret med information om SOS Børnebyernes hjælp til verdens mest udsatte børn, der er overladt til sig selv samt afholdelse af loppemarked.

Mandag morgen medbragte eleverne mælkekartoner, toiletruller, morgenmadspakker, strømper der manglede en makker, servietter, køkkenrullerør, dåser med mere som i løbet af ugen skulle have nyt liv.

Lærerne Ulla Larsen og Carina Stenfeldt, der var ansvarlige for ugens mange aktiviteter fortæller at alle tingene blev brugt på de forskellige værksteder, hvor der blandt andet blev snakket om, hvordan vi passer godt på de ting vi har og, hvordan man kan genanvende og genbruge.

Helt lavpraktisk var børnene gode til at komme med eksempler på at arve tøj fra en kusine eller måske en cykel fra en nabo – eller måske var man bare vokset fra skoene, som mor havde købt, og derfor havde de givet dem til nogen de kendte eller solgt dem, ja sågar afleveret tøj eller ting i genbrug.

Billede beskrivelse

Alternativ anvendelse

0. klasse fik en god snak med læreren om, at i gamle dage klippede man aviserne i stykker og brugte dem som toiletpapir. Den nyhed fik øjnene på de nye skolebørn til at blive store.

De brugte papiraviser har mange anvendelsesmuligheder, hvor der blev vist prøver på, hvor simpelt man kan lave legetøj.

Eleverne fik foldet og dekoreret bl.a. fine papirs hatte og lavet en masse papirsflyvere som straks blev afprøvet.

Toiletrullerne fik en ny funktion og flot design, de gik fra ruller til f.eks. blyantsholdere.

For at finde ud af, hvad nedbrydningstid er for en størrelse, blev der lavet forsøg med blandt andet en gulerodsstump, en clips og flere andre sjove ting for at demonstrere, hvor hurtigt nedbrydningstiden er for de forskellige artikler.

Billede beskrivelse

SOS Børnebyerne

Ulla og Søren der er faddere for SOS Børnebyerne kom på besøg fredag formiddag for at fortælle, hvordan hjælpeorganisationen er med til at sikre et godt børneliv.

Hørbybørnene var meget interesserede i emnet og havde gjort sig mange overvejelser og stillede gode spørgsmål.

Ulla og Søren havde tage en skoleuniform med. De fortalte nogle undrende børn, at når skoleuniformen var betalt, var det gratis at gå i skole.

Da børnene blev spurgt, hvorfor det er vigtigt, at de og andre børn går i skole, kunne de fortælle, at det var for at lære noget, få et arbejde, men vigtigst af alt at få nogle gode kammerater.

Billede beskrivelse

Loppemarked

Fredagen sluttede af med et meget velbesøgt loppemarked, hvor også genbrugsvarerne havde stor interesse hos køberne.

Forældre, bedsteforældre og personale fik alle tømt lommerne for småpenge. Selv om priserne var skruet helt i bund, blev det til et flot overskud, der blev givet til det gode formål.

Overskuddet gik således til at købe skov ude i verden via den danske miljøorganisationen Verdens Skove.

- Vi vil gerne vise eleverne, at man kan gøre en forskel bare med en lille indsats, om det så er at sortere affald eller genbruge siger Ulla Larsen og Carina Stenfeldt.

Under markedet gik snakken blandt børnene med historier om de lopper, der var blevet solgt til en god kammerat. Hvordan man sikrede sig, at robotten ikke løb tør for strøm, hvordan man kunne se megasmart ud med en helt bestemt solbrille.

Koldt vand i automaten

Til stor glæde for alle er der igen efter sommerferien blevet muligt at tappe koldt vand direkte fra automaten.

Takket være en donation fra Sparekassen Danmark på 13.000 kroner, og en aktiv Støtteforening er vandautomaten blevet geninstalleret.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste