Thailands ambassadør i Danmark, Sirilak Niyom overrækker direktør på Skagen Kystmuseum, Henrik Gjøde Nielsen, en gave som tak for at have opbevaret og passet på det historiske Thaiflag.
Livet her

Thai-jubilæum blev fejret i Skagen

11. september 2023 kl. 13:00

En duft af peanutsauce, fishsauce, ris-chips og fishcakes blander sig med de asiatiske toner over populære og kendte sange.

Thailands ambassadør Sirilak Niyom, et thailandsk børne- og unge-orkester, som både spiller og danser for de fremmødte, en kok fløjet ind fra Thailand med alverdens specialiteter, solen stråler om kap med de farvestrålende dragter i thaisilke, vimpler vajer i vinden, og vidste man ikke bedre, ville man kunne forledes til at tro, at man var på Koh Samui.

Men det hele foregår i haven på Skagen Kystmuseum, hvor der denne første fredag i september er lagt op til stor fejring af 115 års-jubilæet for den thailandske konge Chulalongkorns besøg i Skagen i 1907, hvor han plantede The White Elephant Flag på Grenen.

Det egentlige jubilæumsår var i 2022, men på grund af den stadig omfattende covid-smitte i Asien sidste år, blev fejringen udskudt til i år.

Populære sange spillet med et strøg af Thailand.

Stærke forbindelser

- I dag fejrer vi Kong Chulalongkorns besøg i Skagen, og vi fejrer samtidig den vigtige forbindelse der er mellem Thailand og Danmark, fortæller Thailands ambassadør i Danmark Sirilak Niyom og forklarer, at netop kongens besøg i Skagen i 1907 var et vigtigt element i at modernisere Thailand, og fastholde landets selvstændighed.

- Chulalongkorn rejste til Europa for at skabe partnerskaber og alliancer, der skulle hjælpe os med at modernisere vores land i samme grad som i den vestlige verden, for at vise, at vi ikke var et udviklingsland men et moderne land, forklarer ambassadøren.

Smagen af Thailand.

En del danskere arbejdede faktisk ved det thailandske hof under Kong Chulalongkorn, og det var, ifølge ambassadøren, også en dansker, der var med til at etablere jernbanen i Thailand, samt landets elektriske system.

I dag er der stadig stærke forretningsmæssige forbindelser mellem Danmark og Thailand, og Thailand er blevet et af danskernes foretrukne turistrejsemål.

Ambassadøren foran det store White Elephant Flag, som nu er udstilllet på Kystmuseet.

Udstilling om turisme på vej

The White Elephant Flag, som den thailandske konge plantede i Skagens sand for mere end 115 år siden, er da også en del af Skagen Kystmuseums kommende turisme-udstilling.

- Vi er netop nu i gang med at lave en udstilling om turismen i Skagen, som den thailandske konge jo også var en del af. Turismen har været her siden før den thailandske konge besøgte Skagen. Blandt andet var H.C. Andersen på besøg i Skagen i slutningen af 1800-tallet, fortæller Maria Groes Eldh fra Kystmuseet.

The White Elephant Flag kommer til at indgå i en kommende udstilling om turismen i Skagen.

Hun fortæller, at den kommende udstilling kommer til at tage udgangspunkt i turismens historie i Skagen.

Blandt andet med fokus på, hvad der skete, da jernbanen åbnede og det blev lettere at komme til Skagen og hvordan turismen har påvirket byen økonomisk og kulturelt.

Thaidans og musik i haven på Kystmuseet.
Annonceret indhold

Nyeste