Store Bede- eller hvededag?

06. maj 2020 kl. 09.09

Fredag den 8. maj er det Store Bededag. Nogen forbinder Store Bededage med kristendommen, mens det for andre e blevet en tradition, som giver anledning til at spise masser af hveder.

Man kan vælge den nemme løsning og gå til bageren eller i supermarkedet for at købe hvederne eller man kan bage dem selv. Nedenfor finder du min fremgangsmåde på at bage hveder.

Bededag, som også kaldes store bededag, falder altid fredag før 4. søndag efter påske. I dag forbinder mange dagen med varme hveder og konfirmationer, men dagen var oprindeligt tiltænkt bøn og faste.

Store bededag har ikke sin oprindelse i de bibelske fortællinger som de fleste andre helligdage. Dagen, som er en særlig dansk helligdag, blev nemlig indført i 1686 af biskop over Sjælland, Hans Bagger, og han kaldte dagen Ekstraordinær Almindelig Bededag.

I dag forbinder mange store bededag med varme hveder og en forårsfridag. Men på Hans Baggers tid var store bededag ment helt bogstaveligt, og dagen var tiltænkt bod, bøn og faste. Når bededagen blev indvarslet med kirkeklokkeringning kl. 18 aftenen før, så skulle al handel og beværtning lukke ned. Man håbede hermed, at folk kunne møde ædru og til tiden til næste dags kirkegang. På store bededag ringede kirkeklokkerne ind til hele tre gudstjenester, og fasten sluttede først efter den sidste gudstjeneste. Herefter kunne folk genoptage arbejdet.

Det betød, at bagerne ikke kunne levere friskbagt brød på bededagen. Derfor bagte de hvedeknopper aftenen før, som folk kunne spise lune eller varme op dagen efter. Heraf følger altså den skik, som de fleste danskere stadig kender: Man spiser varme hveder aftenen inden bededag. Traditionen kan dokumenteres fra midten af 1800-tallet, men er sandsynligvis ældre. Kilde: www.Folkekirken.dk

Opskrift på varme hveder 12-16 stk.

Ingredienser:

4 dl. mælk

50 gram gær

100 gram smør

2 æg

1 tsk. salt

1-2 tsk. stødt kardemomme (alt efter hvor markant en kardemommesmage man ønsker)

4 spsk. rørsukker eller alm. sukker

ca. 750-800 gram hvedemel

Lun mælken let og udrør gæren heri. Tilsæt smør, æg, salt, kardemomme, sukker og 750 gram af melet, resten kan tilsættes ved behov. Jo blødere dej, jo blødere hvede.

Ælt dejen sammen til en let og smidig dej, brug gerne røremaskine. Tildæk dejen og lad den hæve 30-60 minutter. Tag dejen ud på bordet, ælt den igennem og del og form dejen til 12-16 lige store boller. Læg bollerne på en bageplade med bagepapir med ca. 1½ cm. imellem bollerne. Lad dem efterhæve et lunt sted og gerne tildækket til de er hævet sammen. Man kan med fordel opvarme ovnen til 40 grader, slukke den og så sætte bagepladen tildækket derind. Det fremmer hæveprocessen.

Hvederne tages ud og kan pensles med æg eller mælk. Imens opvarmes ovnen til 210 grader. Hvederne bages i ca. 12-15 minutter. De skal være gyldenbrune og lyde hule, når man banker let på den bagte overflade. Så er de færdige.

Lad bollerne køle lidt af før servering. Man kan flække og lægge dem tilbage på bagepladen med skærefladen opad og derved tørre/riste dem i ovnen ved 210 grader i 4-5 minutter.

Nyd de varme hveder med rigtig smør og marmelade.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste