Stor donation til lokale, der støtter udsatte unge
Overskuddet fra Lions Clubs salg af juledekorationer sidste år er opgjort til 35.000 kroner, som ubeskåret er blevet doneret til TUBA
- Den enestående opbakning fra byens forretninger og virksomheder har muliggjort det flotte resultat, og som det blev oplyst ved salget, ville overskuddet gå til støtte for udsatte unge i Frederikshavn Kommune, oplyser Lions Club.
TUBA er et landsdækkende tilbud om terapi og rådgivning til unge mellem 14 og 35 år, som er opvokset i hjem med alkohol og stofproblemer.
- TUBA Frederikshavn har et stigende antal henvendelser, fordi der er et godt samarbejde med kommunen, praktiserende læger og uddannelsessystemet, men også fordi TUBA Frederikshavn er en af de afdelinger på landsplan, der har de mest belastede unge. Det har til følge, at ventelisterne bliver længere, og for nærværende er der op til 14. måneders ventetid, lyder det.
- Med Lions Clubs donation bliver der mulighed for at starte en ekstra terapigruppe og dermed nedbringe ventetiden, og det er en stor glæde for Lions Club Frederikshavn at kunne medvirke til dette.