Stjernespækket støtte-arrangement vender tilbage for sidste gang
Bangsbo Freja U19-fodbolddrengene og KidsAid forbereder et helt forrygende velgørenhedsarrangement i Arena Nord torsdag 21. marts 2024 som en festlig finale på det seksårige samarbejdsprojekt for at samle penge ind til fordel for syge og sårbare børn og deres familier.
Trækplastret i år er herrehåndboldlandsholdets træner, Nikolaj Jakobsen, som til den tid lige er kommet hjem fra EM og forhåbentlig med Guld til Danmark, men du kan også møde Peter A.G. med band som vil underholde med Gnags´s bedste sange, Allan Olsen med Band og magikeren Henrik Svanekiær foruden Stig Tøfting, Morten Ankerdal og Claus Elming. Sidstnævnte er aftenens konferencier.
Hjem fra VM
Aftenarrangementet er målrettet erhvervslivet, som får mulighed for at invitere kunder og medarbejdere til en kuvertpris, som sikrer et godt bidrag til indsamlingen.
Det er også muligt for par og enkeltpersoner at købe billet til den helt specielle aften med foredrag, musik, magi og middag med vin, alt sammen fra øverste hylde.
Nikolaj Jakobsen er på det tidspunkt netop hjemvendt fra VM-slutrunden, forhåbentlig med medalje om halsen, og er i gang med forberedelserne til OL i Paris til sommer. Han vil tage publikum med bag kulisserne og ind i omklædningsrummet under disse store begivenheder.
Håber på halvanden million
Inden aftenens show har Bangsbo Frejas U19-drenge afviklet et cykelarrangement i Arena Nord, hvor de sammen med kendisser og erhvervsfolk cykler penge ind til Børn hjælper børn.
Samarbejdet med KidsAid startede, da Bangsbo Freja-drengene spillede U13. Temaet er Børn hjælper børn, men nu er drengene blevet voksne, og derfor ophører projektet til sommer.
I løbet af de seks år har drengene og forældregruppen indsamlet og doneret over 1 mio. kr., og målet er inden næste sommer at nå op på 1,5 mio. kr.
Sidste år opnåede drengene den store hæder at blive kåret til Årets Nordjyder. Undervejs har Bangsbo-holdets projekt fået en række ambassadører, der bakker op om initiativet. Det er navne som Kasper Hjulmand, Thomas Sørensen, Stig Tøfting og Thomas Graversen.
Den største opbakning kommer dog fra forældregruppen og spillerne, som til det store arrangement i Arena Nord stiller med omkring 100 frivillige.
Showet er torsdag 21. marts 2024 i Arena Nord. Bordbestilling kan ske til forældregruppen ved Lars Bo Christensen, tlf. 40 91 78 95, eller Kim Hessellund, tlf. 40 40 46 13. Der er plads til 500 gæster, sidste år blev der udsolgt.