Gården bag De Frivilliges Hus dannede rammen om taler, musik og gratis pølser, men der indendørs var mulighed for at møde kommunale og frivillige sociale tilbud.
Livet her

Socialmødet trak mange mennesker til De Frivilliges Hus

12. september 2023 kl. 07:44

Det startede så småt sidste år med et samarbejdsbørs mellem de kommunale tilbud og frivillige organisationer, og det fortsatte i år med det decideret Socialmøde, hvor også brugere og potentielle brugere af de sociale tilbud var inviteret til dialog med i alt 15 kommunale og frivillige tilbud. 

Det blev samtidig lidt af en fest med kage, hotdogs og levende musik.

Socialmødet var arrangeret i samarbejde mellem Udsatterådet og Frivilligcenter Frederikshavn, og gæsterne blev budt velkommen af Udsatterådets formand Ole Rørbæk Jensen samt leder af Frivilligcentret Mette Byrgesen Jensen. 

Leder af Frivilligcenter Frederikshavn, Mette Byrgesen Jensen, og formand for udsatterådet, Ole Rørbæk Jensen bød velkommen til Socialmødet.

De glædede sig begge over, at det var lykkedes at stable det store arrangement på benene, og at der var kommet så mange gæster.

- Jeg håber, at det, I får med jer herfra i dag, er information, inspiration, aftaler og god energi. Vi skal spille hinanden gode, og det tror jeg vi har et godt udgangspunkt for at gøre i dag, sagde Ole Rørbæk Jensen.

Velkomsten, den efterfølgende underholdning ved musikeren Flemming Christensen og ikke mindst den gratis servering fra pølsevognen fandt sted i gården bag De Frivilliges Hus. Ind imellem musik, taler og pølser var der lejlighed til at besøge hele 15 stande inde i bygningen.

Michela Spangenberg og Laila Andersen fra Smilla fortalte om kommunale tandpleje-tilbud.

På standene kunne gæsterne få information og tale med repræsentanter fra Fontænehuset, Mob Din Krop, Sind, Kom videre mand, Foreningen Jordforbindelsen, Brugernes Akademi, Familieplejeteamet, Sundhedsplejen, Den kommunale ungeindsats, KFUM Retshjælp Bibliotek & Borgerservice, Behandlingscenteret, Smilla (Specialtandlæge), Krisecenter Frederikshavn, Det sociale Pitstop §99 samt Udsatterådet.

Samtidig var det en god lejlighed for både de kommunale tilbud og private organisationer til at hilse på hinanden og opbygge relationer.

Kommunens sundhedspleje var klar med gode råd om sundhed for mennesker i alle aldre. Fra venstre er det Charlotte Hansen, Lise Toft, Kitty Aaen og Anette Gottschalck.

I løbet af eftermiddagen var der også indlæg ved forstanderen for Reden og Lærkereden i Aalborg, Jeanette Dam Kaastrup, og Kristina Ørris fra Brugernes Akademi.

- Vi har haft et supergodt samarbejde med Udsatterådet om dette arrangement, og vi har nydt stor opbakning fra erhvervslivet, ikke mindst Nordjyske Bank, Spar Nord, Trigon, Meny Kaffe og handelsforeningen FREDERIK. Socialmødet blev en succes, som vi er meget opsatte på at gentage i fremtiden, siger Mette Byrgesen Jensen oven på det festlige arrangement.

Trine Jensen Madsen fra Mob din Krop, en idrætsforening for psykisk sårbare fik måske et par nye medlemmer ved Socialmødet.
Annonceret indhold

Nyeste