Særligt bjælkehus fylder 100 år

20. september 2023 kl. 06.01

Lørdag eftermiddag var der mulighed for at se et helt særligt hus indefra, da det sorte bjælkehus Dagalid i Skagen, som også er kendt som Finns Bed and Breakfast, fejrede 100 års fødselsdag.

De nuværende ejere, musiker Mikkel Lentz og ægtefællen Rikke Lentz inviterede i anledningen venner af huset og nysgerrige sjæle til åbent hus, kaffe og blødt brød og vin på Østre Strandvej.

Nostalgisk åre bevarer huset

Og solen skinnede smukt over husets fødselsdag og de mange fremmødte, hvoraf en del af dem så huset indvendigt for første gang.

Og det er et særligt hus, som skiller sig ud mellem Østerbys mange gule huse. Og også indvendigt er det noget helt særligt.

- Jeg er vild med, at det indenfor er mere eller mindre som det var helt tilbage i trediverne. Mange af møblerne er gået i arv, så på mange måder er huset, som det var for 80-90 år siden, og jeg er en nostalgisk romantiker, som ikke har hjerte til at lave om på det, siger Mikkel Lentz som står for bed and breakfastdelen fra maj til oktober og som ser det at bevare huset mere eller mindre, som det altid har været, som en betroet opgave.

- Lidt ligesom Anchers Hus, som står, som da de forlod det. Det er jeg meget inspireret af, fortæller Mikkel Lentz.

Lentz i rækken af ejere

Bjælkehuset blev i sin tid opført af grev Christopher Knuth i 1923. Greven residerede ellers på godset Liliendal på Sydsjælland, men besluttede, efter en større storm i 1921, som fældede en del træer på godset i Sydsjælland, at opføre et norsk træhus i hjertet af Skagen af tømmeret fra stormen.

Dengang var Østre Strandvej blot en sandstrækning, som adskilte heden og stranden. Grev Knuth var en ivrig jæger, og var særligt glad for Dagalid-området i Norge, og således blev huset i Skagen opkaldt efter det norske område.

Med sig til Skagen havde grev Knuth ikke sin hustru, men til gengæld en ung masseuse, som havde for vane at bade nøgen hver morgen, hvilket ikke var helt sædvanligt på den tid.

Efter grevens død i 1942 køber kommerceråd Elfing fra Finland huset. Hans job i Skagen var at forsyne Finland med frisk fisk og som en rigtig finne installerede han en sauna i garagen, og fik lagt centralvarme i hele huset.

Efter ‘Finnefatter’, som Elfing blev kaldt, havde huset efterfølgende flere ejere. Overlæge Hvidt, Fiskeskipper Sigurd Jacobsen, Villy og Ingrid Gajhede og Finn Bredahl Jørgensen, som etablerede Finns Bed & Breakfast i 1992.

Siden 2019 har huset været på ægteparret Lentz’ hænder og står det til Mikkel Lentz er det eventyr kun lige begyndt.

- Måske ender vi med at være her på fuld tid engang. Det har jeg da lidt en drøm om, siger Mikkel Lentz, som fortsat har adresse på Sjælland, hvor parrets voksne børn også bor, men fortæller, at familien er i Skagen i ferier, til jul og nytår, og så snart det faktisk er muligt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste