Billede beskrivelse

Omfattende asfaltarbejde på vigtig vej gennem Skagen

07. september 2023 kl. 14.16

Fra søndag 10. september og cirka tre uger frem lægger Vejdirektoratet omkring fire kilometer ny asfalt på Frederikshavnsvej, Chr. Xs Vej og Sct. Laurentii Vej i Skagen.

Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Først vil den gamle belægning blive affræset. Herefter udføres der lokale reparationer af det underliggende bærelag, hvorefter der bliver lagt et nyt lag asfalt. Der vil blive sat punktum for arbejdet med nye vejstriber.

Vejarbejdet bliver udført i dagtimerne. Det er opdelt i tre etaper, og arbejdet kan flytte frem og tilbage mellem etaperne.

På den første etape, som ligger vest for rundkørslen, bliver der opsat trafiklys til at styre trafikken.

På anden etape, som ligger mellem rundkørslen og Buttervej, kommer der omkørsel via Kattegatvej og Buttervej.

På tredje etape fra Buttervej til brostensbelægningen på Sct. Laurentii Vej vil der være omkørsel via Buttervej og Skagavej.

SMS-varslinger til beboere

Colas, der er entreprenør, vil løbende udsende SMS-beskeder til de berørte beboere med info vedrørende delspærringerne. Her vil der også stå kontaktoplysninger på entreprenøren.

Entreprenøren vil forsøge at minimere afspærringerne mest muligt under hensyntagen til både vejarbejdets fremdrift og adgang til de handlende på strækningen.

Beboere langs Chr. Xs Vej og Sct. Laurentii Vej opfordres til at parkere deres biler på sidegader ved spærring til deres ejendomme. Har man særlige behov, kan man kontakte entreprenøren.

- Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne og beboere i området.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste