Skitse til "Dagens arbejde bedømmes", som blev til et fælles maleri skabt af Anna og Michael Ancher, som forestiller dem selv.
Livet her

Kendt museum viser tegninger og skitser, som aldrig har været udstillet før

12. september 2023 kl. 15:00
Opdateret 16. september 2023 kl. 17:05

Vilde børnetegninger, forstudier til kendte og elskede malerier, spontane karikaturtegninger og fokuserede modelstudier flød fra skagensmalernes hænder. 

For P.S. Krøyer, Anna Ancher og alle de andre malede ikke kun med olie på lærred; de tegnede gennem hele livet. 

Udstillingen "Tegn Amok", som kan opleves på Skagens Museum fra 30. september 2023, rummer et udpluk af de tæt på 4000 tegninger, der findes i museets samling, og giver mulighed for, at publikum kan tegne sig gennem udstillingen fra et tegneværksted midt i museumssalen. 

Der udstilles 144 tegninger af 22 forskellige kunstnere og omkring 50 af tegningerne har aldrig før været udstillet.

- Publikum skal glæde sig til at se en udstilling tæt pakket med skagensmalernes tegninger helt fra små øvelser til mesterlige præstationer. Skagensmalerne tegnede amok, de tegnede tusindvis af tegninger livet igennem, og museet har mange af dem, men på udstillingen vil også børn og kreative sjæle få mulighed for at røre deres tegnemuskler og selv tegne amok, siger Mette Harbo Lehmann, kunsthistoriker og museumsinspektør på Skagens Kunstmuseer.

Udstillingen er altså oplagt at besøge sammen med børn og legesyge sjæle, men nysgerrige voksne vil også opleve, at de mange tegninger giver større indsigt i skagensmalernes liv og arbejde.

Ikke mindst viser udstillingen, at øvelse gør mester:

- Jeg har arbejdet med skagensmalernes værker i mange år efterhånden, men jeg bliver gang på gang overrasket og begejstret over, hvordan de kan kæmpe med et motiv gennem mange studier og øvelser, og så lige pludselig står deres streg bare helt perfekt og uendeligt smukt, siger Lehmann.

P.S. Krøyers skitse til værket Købmandens bod, når der ikke fiskes.

Tegn Amok er en livlig udstilling, der handler om at vække publikums tegnelyst gennem skagensmalernes tegninger - og der er særligt god plads til børn.

Tegn Amok inviterer børn og voksne med på en tur gennem skagensmalernes kreative udvikling: fra Helga Anchers børnetegninger over de unge kunstneres fokuserede studier af kropsdele til de voksne maleres formfuldendte tegninger af motiver, der senere bliver kendte og elskede malerier. Det hele formidles gennem grafik på væggene i både ord og billeder, der er skabt af illustrator Anna Mørch. Man kan altså få det hele med, uanset om man helst vil læse eller se.

Udstillingens legesyge udtryk er skabt af scenografen Eva Wendelboe Kuczynski, som er kendt for at opføre engagerende, levende rum på alt fra museer til biblioteker, og Tegn Amok er ingen undtagelse. I midten af udstillingsrummet finder man et tegneværksted, som bliver centrum for tegneworkshops og tegneøvelser, og hvor der er mulighed for at øve sig på forskellige tegneteknikker med lækre materialer fra Arctic Paper, Chalk Copenhagen og Viking 1914.

Udstillingen ledsages af et omfattende aktivitetsprogram for både store og små.
Udstillingens værksted får kreative dirigenter på besøg i efterårs-, vinter- og påskeferien, hvor museets kunstformidlere er klar til at sætte kreativiteten i gang med forskellige tegneøvelser for hele familien.

I løbet af hele udstillingsperioden kan man hver 14. dag tegne med Skagens Museums Tegneklub. Den lokale kunstnergruppe Kraplak 44 leder slagets gang, og de guider, giver gode tips eller udfordrer deltagerne med kreative benspænd.

Sidst, men ikke mindst, kan besøgende månedligt følge med museets konservatorer rundt i udstillingen og høre om skrøbelige tegninger, papirtyper samt hvorfor og hvordan man lapper en revne i et sart kunstværk.

Annonceret indhold

Nyeste