Ruths Hotels direktør Tom Boye, borgmester Birgit Hansen og hotellets bestyrelsesformand Mie Krog tog fredag eftermiddag første spadestik til de nye boliger.
Livet her

Første spadestik taget til Ruths nye boliger

02. september 2023 kl. 13:22
Opdateret 03. september 2023 kl. 10:41

Borgmester Birgit Hansen, direktør for Ruths Hotel i Skagen, Tom Boye, og hotellets bestyrelsesformand Mie Krog tog fredag eftermiddag første spadestik til Ruths Hotels nye personaleboliger på Doggerbanke i Skagen, som fremover skal huse mellem 40 og 60 af hotellets medarbejdere.

De nye boliger skal huse hotelpersonale, der vælger at flytte til Skagen, hvad enten det er i en tidsbegrænset sommerperiode, i et flerårigt elevforhold eller i et fast ansættelsesforhold.

Ruths Hotel har i en årrække arbejdet på projektet, og byggeriet forventes at stå klar i juni 2024.

Loop Architects har udarbejdet arkitektur, Brix & Kamp A/S er rådgivende ingeniører, og det er Fjordbak Byg A/S, som står for byggeriet.

Dedikeret personale altafgørende

- En investering i den her størrelse viser et helhjertet commitment til vores medarbejdere og det lokalsamfund, som vi driver virksomhed i, siger hotellets direktør Tom Boye og forklarer, at det er altafgørende for hotellet at kunne tiltrække dygtige medarbejdere.

- Der er ingen tvivl om, at der er stor rift om kvalificeret arbejdskraft i hotel- og restaurationsbranchen. På Ruths Hotel er det kun via et dedikeret personale, at vi kan nå i mål med at levere den ønskede kvalitet, siger direktøren og pointerer, at netop et fremsynet projekt med fokus på behovene fremover ligger dybt i Ruths Hotels DNA.

Grunden på Doggerbanke som fra juni 2024 skal stå klar med boliger til 40 til 60 af Ruths Hotels medarbejdere.

Lige nu huser Ruths Hotel en del af sit sommerpersonale i tre parcelhuse, to campingvogne, to campinghytter og en lejet lejlighed.

Det nye byggeri skal huse boliger til favorable priser og afhjælpe det lejeboligproblem, der ifølge direktøren, er i Skagen.

- Det skal gerne være sådan, at vi ikke står med de rigtige medarbejdere, som så ikke kan finde bolig. Det skal det her projekt afhjælpe, siger han.

Museets midlertidige medarbejdere

Tom Boye lægger også op til samarbejde omkring de nye boliger for andre af byens virksomheder, måske især uden for højsæsonen.

- Det kunne for eksempel være med Skagens Museum, som i perioder har medarbejdere under uddannelse og praktik i Skagen, som man godt kunne forestille sig blive tilbudt bolig i vores projekt i perioder på for eksempel tre til seks måneder, siger Ruths Hotels direktør.

Sådan forventes de nye boliger at stå til juni 2024.
Annonceret indhold

Nyeste