Engelske Valentin temmelig sejlivet

SÆBY: Fra 1600-tallets England er der flere vidnesbyrd om, hvordan man fejrede og markerede Valentinsdag. Én af de berømteste kilder er Samuel Pepys dagbog.

Samuel Pepys var sekretær for sin fætter admiral Edward Mountague. I årene 1659–1669 skrev han en omfattende dagbog, der også afspejler datidens Valentine-traditioner i hans sociale lag. Dagbøgerne afslører, at det - i fornemme kredse - var skik og brug at forære temmelig kostbare Valentine-gaver til sin udkårne.

Silkestrømper og handsker

Og morgenen den 14. februar 1667 gav han sin kone en guld-guinea som Valentines-gave og Will Mercer - en ung fyr - gav sin elskede et Valentine-brev på blåt papir, hvor han havde skrevet fruens navn med guld-blæk.

Samuel Pepys egen Valentine var bogen Mrs. Pierce’s lille pige, som havde fået ham ved lodtrækning, hvilket han var glad for. Han var nemlig i gang med at spare penge op til en større gave.

Helt så nemt gik det ikke i 1669, hvor han måtte op med grønne silkestrømper, strømpebånd og snørebånd samt to par handsker til sin kusine Turner.

Varsler på Valentinsdag

I den engelsk tradition findes mange forestillinger omkring dagen - f.eks. at en pige vil blive gift med den første ungkarl, hun møder på selve dagen - eller at man kan tage forskellige varsler. Én mulighed var at lægge laurbærblade på sin hovedpude og spise et hårdkogt æg med salt om aftenen. Så ville man drømme om sin tilkommende elskede.

En anden metode, som tiltalte de mere koldblodige, var at besøge en kirkegård ved midnat på Valentins aften. Gjorde man dette, ville man se sin tilkommende. I dansk folketradition findes lignede typer af kærestevarsler - blot knyttet til andre dage.

Nyere skikke og Valentine-boller

Hen imod vores tid kunne engelske børn rasle for at få småmønter eller bagværk, såkaldte Valentine-boller på dagen. Børnene fik deres smågaver og mønter til gengæld for et lille vers.

I slutningen af 1800-tallets Norwich kunne man også lægge anonyme gaver på dørtrinet, hvorefter den glade giver buldrede på døren og skyndte sig væk.

Det var også en almindelig opfattelse, at den første person af modsat køn, man fik øje på den 14. februar, blev ens Valentine.

En tilsvarende opfattelse har også været kendt i nyere tid, og i Iona og Peter Opie’s bog ”The Lore and Language of Schoolchildren” - udgivet i 1959, er denne skik nævnt.

Kilder: Bl.a. Wikipedia og Dansk historisk fællesråd