Barndomserindringer fra Knivholt

Først vil jeg præsentere mig. Mit navn er Jørgen Kjær-Olsen, og jeg er 82 år gammel. Jeg er dattersøn af godsejer Chr. Godtfred Frederiksen, til Knivholt, Hjortnæs og flere.

For mange år siden begyndte jeg at nedfælde mine barndomsminder, først fra Års, hvor jeg blev født i 1934, men også fra mine ferier i Vendsyssel og andre steder.

Min mor Bodil Therese blev født på Hjallerup Kro, og året efter købte min morfar herregården Knivholt. Min mor blev indsat på Års hotel som forpagter, 21 år gammel. Hun fik alkoholbevilling i den indremissionske stationsby. Hun var ugift, og kvinde.

Dengang skulle en bevilling kun gives til en mand, der var mindst 25 år, han skulle helst være gift, og kvinder kunne slet ikke få bevilling, og endnu sværere var det at få bevilling i en indremissionsk stationsby. Mor blev først gift flere måneder efter.

Jeg har selv været ejer af Dragør Kro i 32 år, og er nu pensioneret. Jeg har gennem mange år skrevet, hvad jeg kan huske om min egen barndom i Års og Hadsund, og om mine ferier på herregårdene Knivholt og Hjortnæs, besøg i Løkken og i Norge. Og om min ungdom.

Min grandkusine Jette Fuglsang fra Oslo hørte om mine små fortællinger, og fik mig til at renskrive nogle beretninger fra ferierne i Vendsyssel, så her er nogle, navnene er så vidt muligt rigtige, men enkelte har jeg givet et andet navn.

Ferie på Knivholt

Min broder Busser og jeg var inviteret til at holde lidt sommerferie hos tante Margrethe og onkel Helmuth på mors barndomshjem herregården Knivholt lige udenfor Frederikshavn. Vi havde hørt så meget om stedet. Vi glædede os meget dertil og talte dagene til vores afrejse.

Endelig kom dagen. Først tog vi med rutebilen til Ålborg, her skulle vi så vente et par timer inden rejsen fortsatte til Frederikshavn. Vi havde ofte været i Ålborg med far og mor, og fået chokolade og kager på konditoriet "Kristine", der lå overfor busstationen.

Så vi gik derover for at fordrive ventetiden med chokolade og et par af de lækre kager. Midt i restauranten stod der et meget stort fuglebur med masser af undulater i mange forskellige farver. Fuglene fløj hele tiden omkring i buret og kvidrede, så der var lyst, en sagte urolig lyd, så man kunne tale uforstyrret sammen. Af og til kom der en violinist og spillede et par numre for gæsterne, der fortrinsvis var byens damer.

Da vi havde spist kagerne, var tiden inde til at tage en anden rutebil op til Frederikshavn, hvor vores fætre Thomas og Godtfred ventede på os ved indkørslen til Knivholt. Vores fætre tog kufferterne og fulgte os op gennem den lange allé og porten op over gårdspladsen til hovedbygningen, hvor tante Margrete tog imod os, og sagde "Velkommen til børn".

Det var sent på dagen, da vi ankom, og vi var trætte efter den lange rejse, så efter aftensmaden gik vi på hovedet i seng. Vi skulle sove sammen med vore fætre i deres meget store værelse, hvor vores senge var anbragt.

Knivholt en stor herregård

Næste dag stod vi tidlig op, det vil sige Thomas og Godtfred havde været oppe i flere timer, de skulle jo hjælpe til i staldene med køerne, kalvene og grisene. Da vi var blevet vasket og var kommet i tøjet, gik vi gennem den store stue og ud i køkkenet til tante Margrete.

- Gå I bare ind i spisestuen, så kommer en af pigerne med jeres morgenmad, sagde tante.

Det var vel nok morgenmad, der var flere slags varm hjemmebagt brød, flere slags pålæg, varm skinke med spejlæg, og flere slags oste. Men jeg kunne ikke lide ost. Der var rigeligt med mad til os to. Tante satte sig ved bordet, og vi hyggede os.

Tante Margrete sagde, at vi jo bare kunne gå rundt på gården og se alle dyrene, men "Pas på, ikke at komme galt af sted", sagde tante formanende.

Knivholt er en meget stor gård, der var to kæmpestore gårdspladser omkranset af flere længer. Indgangsportalen var placeret midt i den meget lange længe, til den ene side var der grisestaldene, og til den anden var der stald til 24 spand arbejdsheste. Overfor grise stalden var der en længe med gårdens køkken og alle karlenes og pigernes spisestuer. Imellem disse to huse havde alle gårdens fjerkræ, høns, ænder og gæs deres længe. Fjerkræet gik frit omkring på gårdspladsen, og gik selv ind om aftenen.

Køkkenet havde forbindelse til hovedbygningen, hvor familien boede her vendte vinduerne ud mod den store kostald til flere hundrede køer, og på den ene side havde en stor mødding sin plads. Bag ved kostalden var der en mindre kalvestald til de nyfødte kalve.

Den store gårdsplads blev ligesom delt i to med et lille hus med et kartoffelkogeri til grisene og et mejeri, hvor al mælken blev gjort klar til mejeriet.

Bag kartoffelkogeriet var der en anden gårdsplads, hvor der lå de store lader mellem kostald og hestestald.

Vi unger var vilde med at gå på opdagelse mellem alle bygningerne, vi kom også i haverne, den ene havde en lille aflang sø, resterne af en voldgrav for enden af hovedbygningen, og den anden bagved køkken og hovedbygning til alle gårdens grøntsager.

Jeg lærer at malke

Fodermesteren havde en søn, Jens, ham legede jeg meget med, og om aftenen lærte jeg ham at tælle, det havde han lidt svært med. Men han lærte efterhånden at tælle til hundrede.

En dag var Jens og jeg i kostalden. Køerne var lige kommet hjem fra markerne og skulle malkes og fodres. Det var malkepigernes arbejde, så de tog deres spande og gik fra ko til ko for at malke.

- Må jeg prøve, spurgte jeg en af dem.

- Selvfølgelig, var svaret. Så satte jeg min på trebenet, og jeg væltede selvfølgelig ned i al møget. Jeg var ikke vandt til at sidde på sådan en stol. Hurtigt rejste jeg mig op og børstede mig af, for så at gå i gang med at malke. Men der kom ingen mælk, ud af yveret til stor morskab for Jens og pigen.

- Nu skal jeg vise dig, hvordan man gør, Jørgen. Så viste Jens mig, hvordan han gjorde det.

Jeg prøvede igen, men nu kom der kun lidt mælk ud.

- Du må prøve en anden dag, vi har ikke tid til det her. Du må komme igen i morgen, sagde malkepigen til mig.

Jens og jeg løb videre, og ud af en dør, den var ud til møddingen. Jeg havde aldrig set en mødding før, den var omkranset af en høj mur. Der var et bjerg af stinkende komøg. Karlene havde spredt nogle træplanker ud over møddingen, så de kunne køre mere møg, fra kostalden ud på møddingen på deres trillebøre.

Jens sagde grinende, at jeg ikke måtte gå på møddingen, for så ville jeg bare synke i.

- Det er kun, der hvor der er en stor tør skorpe, hvor man kan træde forsigtigt.

Jeg var ikke bange, for at synke lidt i, jeg havde jo mine røde træskostøvler på, så jeg gik et par skridt udenfor plankerne, det gik jo fint, så tog jeg det næste skridt, og så sank jeg ned i al komøget, helt op til over knæene. Jeg skreg i vilden sky, mens Jens skoggerlo.

- Hvad sagde jeg til dig?

En af karlene kom mig til hjælp, og fik mig hevet op, men uden mine træskostøvler. Jeg kom ind til tante Margrete, som sagde.

- Jamen herre jøsses dog, hvordan er det du se ud, vi må hellere få dig vasket og gjort dig ren med det samme. Og videre sagde tante:

- Kom, så går vi ind i bryggerset, der kan vi spule dig allerførst, bagefter får du et bad og kommer i rent tøj.

Busser var ved at dø af grin, da hen hørte det.

- Du kan tro far og mor vil grine af dig, du lugtede fælt.

Jeg hørte rigtig mange gange om min gåtur på møddingen.