Affald eller genbrug: Sortér dine tekstiler
1. juli i år indførte Forsyningen en ny affaldstype, som husstandene skal sortere.
Nu skal tekstilaffald nemlig sorteres fra andet restaffald.
Det være sig alle former for tekstiler. Og de tekstiler, som ikke kan gives eller sælges videre eller gives til genbrugsbutikker, skal i en særlig container til tekstilaffald på genbrugspladsen.
Opsætter container
Hos Mission Afrika i Skagen har man taget konsekvensen af den nye genbrugsordning vedrørende tekstiler, som Forsyningen indledte 1. juli.
Organisationen har netop opstillet en tøjcontainer på genbrugspladsen i Skagen, for at lette processen for borgerne, når de skal af med deres tøj, tekstiler og decideret tekstilaffald.
- Vi vil gerne være med til at gøre det nemmere for folk at komme af med deres tekstiler, og det bliver det, når der også er en container til genbrugstøj samme sted som andet tekstilaffald skal afleveres, siger Lene Gottlieb fra Mission Afrika.
Det meste skal i
- Det er vigtigt at understrege, at tekstilaffald ikke dækker over brugbart tøj eller tekstil, som kan have værdi for genbrugsbutikkerne. Man skal stadig aflevere brugbart tøj til genbrug, som man har gjort tidligere, oplyser forsyningschef, Karl Villadsen på Forsyningens hjemmeside,
Mange flere tekstiler, end mange måske lige tror, er faktisk brugbare til genbrug og skal lægges i tøjcontainerne frem for i containerne til tekstilaffald, hvis du spørger Lene Gottlieb fra Mission Afrika.
- Slidte og hullede klude, håndklæder, duge, sengetøj, viskestykker og for den sags skyld hullet tøj, hvis der for eksempel sidder knapper eller brugbare lynlåse i kan vi sagtens bruge, fortæller hun og opfordrer til, at også den slags lægges til genbrug i tøjcontaineren og ikke til tekstilaffald.
- Det er 14 dage siden, at vi stillede containeren op her på Genbrugspladsen, og vi har allerede oplevet, at den har været godt fyldt op, siger Lene Gottlieb fra Mission Afrika.
Fire steder i byen
Mission Afrika har omkring 50 projekter i Afrika med fokus på alt fra sundheds- og skoleprojekter til mikrolån til kvinder, samt projekter, som har til formål at skabe dialog mellem kristne og muslimer.
Organisationen har nu tøjcontainere fire steder i byen: Ved deres egen butik, ved Meny, ved Spar og nu også på genbrugspladsen.
Også Røde Kors har en tøjcontainer på genbrugspladsen. Og det er generelt muligt at stille tøjcontainere op efter aftale med genbrugspladsen.