Jysk-ejendom på Hjørringvej solgt til private investorer på fire dage
FREDERIKSHAVN: Fire dage. Så hurtigt gik det, da projektudbyderen Blue Capital i Aarhus for godt en uge siden udbød detailejendommen i rundkørslen Hjørringvej-Maigårdsvej i Frederikshavn med Jysk, Gourmet-butikken og en Ingo-tank til private investorer for 25 mio. kr. Og det skete på trods af, at markedet med investeringsejendomme efterhånden længe har ligget i dvale.
- Mange private vil gerne investere langsigtet i færdigudviklede ejendomme med solide lejere, lange lejekontrakter og indtægter, som løbende bliver reguleret med inflationen. Ejendommen i Frederikshavn har en god beliggenhed i et stærkt handelsområde. Samtidig har lejerne og dermed investorerne gavn af såvel byens store opland som trafikken til færgeruterne mod Norge og Sverige. Det var vores syvende projekt i år, og så mange ejendomme har vi aldrig tidligere udbudt i årets seks første måneder, siger Martin Kibsgaard Jensen, administrerende direktør i Blue Capital.
Ejendommen på Hjørringvej er tidligere i år blevet istandsat og udvidet for et par millioner kroner. Blot nogle få hundrede meter derfra står Blue Capital også bag ejendommen med Sunset Boulevard. I februar udbød selskabet i Aabybro en nybygget butiksejendom med Sport 24, og sidste år omfattede projekterne en energirenoveret ejendom i Hobro med Netto og et apotek.
Og for to år siden var Blue Capital involveret, da den svenske lavpriskæde Big Dollar slog dørene op i Brønderslev.
Med salget af Jysk-ejendommen nåede Blue Capitals projekter i første halvår op på 166 mio. kr. i samlet værdi. Lejerne i de syv projektejendomme omfatter blandt andre Jysk, Sport 24 og 365discount (alle med to butikker) foruden Elgiganten og jem & fix. Blue Capital samarbejder også med blandt andre Netto under Salling Group, med Rema1000 og T.Hansen samt med fastfoodkæderne Burger King og Sunset Boulevard.
- Detailkæderne får frigjort driftskapital, som før var bundet i mursten, når de lader andre eje bygningerne. Vi lægger vægt på at samarbejde med veldrevne og solide kæder og virksomheder, som tænker langsigtet og derfor gerne indgår lejekontrakter på 10-15 år, hvilket giver stor sikkerhed for vores investorer. Et andet fokuspunkt for os er at sikre attraktive placeringer med god strøm af kunder, med gode parkeringsforhold og gerne med benzintank og/eller ladestationer til elbiler, siger Martin Kibsgaard Jensen.
Blue Capital har siden etableringen i 2010 udbudt over 100 projekter til en samlet værdi på 3,4 mia. kr., typisk med en eller flere lejere inden for detail eller fastfood. Alle projekter er udbudt som såkaldte kommanditselskaber eller K/S’er med op til 10 investorer, ofte velhavende privatpersoner og tit fra samme område som projektejendommen.
Blue Capital administrerer næsten alle de udbudte ejendomsprojekter, og i samarbejde med investorerne bliver ejendomme jævnligt modernisereret eller udvidet og får fx opsat solceller og ladestandere.