14 meter langt værk skyder op på blå mur ved Frederikshavn-pub
FREDERIKSHAVN: Joy's Pub lægger mur til et 14 meter langt værk med Benny Andersens velkendte tekst “Go nu nat”, og alle er velkomne til indvielsen af det nye værk 4. juni. Men du kan allerede nu lægge vejen forbi og se værket blive skabt.
Mange frederikshavnere har skrålet med på “Go nu nat” ud på de tidlige morgentimer efter en sjov aften i Havnegade. Benny Andersen skrev teksten, og Poul Dissing satte melodi til i 1981.
Siden er aftensangen, der runder en festlig aften af og hylder venskabet, blevet en moderne klassiker. Og snart kan frederikshavnerne og byens mange gæster opleve teksten foldet ud på muren langs Joy’s Pub.
“Go nu nat” bliver Poesiparkens hidtil længste værk - og måske også det mest iøjnefaldende. Kunstneren Kristian Lange, som oprindelig er uddannet arkitekt, lægger streg til Benny Andersens ord.
Under kunstnernavnet HvadTegnerKristian har han siden 2012 tegnet et væld af værker fra bitte små kruseduller til kæmpe store vægmalerier. Han arbejder i en meget fabulerende stil og går efter at finde den skæve vinkel på tingene. Humoren skinner igennem Kristian Langes figurer og små sjove detaljer, som også finder vej til “Go nu nat”.
Alle er velkomne til at deltage, når Poesiparkens Venner inviterer til indvielsen af “Go nu nat” torsdag 4. juni, når der, traditionen tro, er Open By Night i Frederikshavn.