Åbner fredag: Thuy-Tien står bag nyt vietnamesisk spisested i Frederikshavn
FREDERIKSHAVN: I den tidligere pizzarestaurant ved siden af Fiskebaren i Rimmensgade åbner nu et nyt vietnamesisk spisested.
Den får navnet Banh mi Bowl, hvor første del af navnet er en klassisk vietnamesisk ret.
Er navnet nyt, så er det til gengæld en erfaren restauratør, der tager imod kunderne i Banh mi Bowl.
Det er nemlig Thuy-Tien Lee, der sammen med sin mand, Boon Jong Lee, i mange år drev kinagrillen i den nordlige ende af Danmarksgade.
- De senere år har vi begge haft lønmodtagerjobs, men nu hvor børnene er flyttet hjemmefra, har jeg lyst til at blive selvstændig igen, og jeg synes, Frederikshavn mangler et sted, hvor man kan få traditionel vietnamesisk mad, siger Thuy-Tien Lee.
Boon Jong Lee beholder sit faste job i fiskeindustrien, og til gengæld får Thuy-Tien Lee en voksen medarbejder og nogle ungarbejdere til at hjælpe sig.
Thuy-Tien Lee har etableret samarbejde med lokale virksomheder, således at Bager Madsen leverer det specielle surdejsbrød, som indgår i restaurantens sandwich.
Ligeledes vil Banh mi Bowl levere forårsruller til delikatessen i Meny på H. C. Ørstedsvej.
Banh mi Bowl vil holde åbent hver dag fra kl. 11-20, og på åbningsdagen i morgen fredag 15. maj, vil de første 50 gæster få et gratis måltid.