Pernille Garde, som står bag idé, koncept, koreografi og iscenesættelse af forestillingen i front for publikum til vandreforestillingen ved Det Grå Fyr.
Det sker

Vandreforestilling er udfordret af skadet danser

04. september 2023 kl. 19:00

At optræde i naturen har vist sig at være lidt af en udfordring for holdet bag den aktuelle vandreforestilling, Flydende Landskaber, som har premiere i Skagen tirsdag den 5. september og spiller til og med den 9. september.

Holdets kvindelige performer, danseren Lisbeth Sonne Andersen, måtte i sidste uge tage en behandlingspause, og det var usikkert, om hun ville blive klar til premieren, og om forestillingen kunne gennemføres.

Ved nærmere undersøgelse har det vist sig at være en overbelastning af knæet, og prøverne op til premiere har måtte holde et par dages pause, mens hendes knæ fik behandling og ro.

Og så har Pernille Garde, som står bag idé, koncept, koreografi og iscenesættelse af forestillingen, justeret lidt i koreografien for at tilpasse det performerens knæ.

Lisbeth Sonne Andersen melder heldigvis klar til premieren tirsdag den 5. september, trods et overbelastet knæ.

Naturen udfordrer holdet

Og i det hele taget er den store udfordring ved at skabe en forestilling midt ude i Grenens knoldede hedelandskab at kunne tilpasse sig.

- Den helt overordnede forskel mellem at arbejde i et studie eller et teaterrum og så at arbejde i naturen er, at du ikke kan styre naturen. I teaterrummet kan du styre så godt som alle elementer. Du kan styre lyset, og du skal ikke forholde dig til vejret, vinden, regnen og myggene, pludselige huller og kuperet landskab, fortæller Pernille Garde og forklarer, at performerne hele tiden i naturen skal forsøge at stabilisere ben og led i det kuperede landskab og at det nok er deraf, at Lisbeth Sonne Andersen oplevede en overbelastning i sit knæ.

- Vi tager jo materiale, som er skabt i et studie i København og forsøger at føre det ud i naturen og tilpasse det landskabet ved Det Grå Fyr, og en del af de udfordringer der er i det, kan du ikke helt forberede dig på, fortæller Pernille Garde, som har afprøvet og tilpasset koreografier i landskabet sammen med tre performere i 14 dage op til premieren den 5. september.

- Vores arbejde er en dans med landskabet, og i den dans er det naturen, som styrer, konkluderer koreografen, som samtidig er meget taknemmelig for de gaver naturen også øser af.

- Det er helt vildt fantastisk og overvældende at få lov at skabe scenekunst ude i et landskab. Vi får så mange gaver; himlen, lyset, de violette hedelandskaber, fyrtårnet i baggrunden og tankskibene, der lyser på havet, fortæller Pernille Garde.

Flydende Landskaber er et koreografisk stedsspecifikt værk, som opføres i landskabet omkring Det Grå Fyr i Skagen fra 5. til 9. september, klokken 19.00.

Annonceret indhold

Nyeste