Seneste nyt

Rådhuscentret giver byen 10 totempæle

Lav din egen figur ved kulturdagen i Maskinhallen på lørdag

09. september 2018 kl. 08.20

FREDERIKSHAVN: Rådhuscentret i Frederikshavn gør klar til at forære byen 10 dekorerede totempæle i 200 års fødselsdagsgave. Op imod 100 amatørkunstnere skal levere figurer til totempælene, der skal stå rundt omkring på offentlige steder og minde de forbipasserende om jubilæet.

Figurerne bliver skabt på kulturdagen Hele Verden i Frederikshavn Kommune lørdag 15. september i Maskinhallen.

Her står centerrådet og personale fra Rådhuscentret klar med 70 kilo ler og med instruktion til dem, der har lyst til at lave en figur.

- Alle kan tage en klump ler og lave deres egen figur. Motivet er helt frivilligt. Det kan være en fisk, et væsen, en maske, et hjerte eller hvad som helst, fortæller centerleder Merethe Olsen.

Når figuren er færdig, skal kunstneren vælge farver til den. Så ordner Rådhuscentret resten, for det tager lidt tid. Først skal figuren brændes, siden skal den glaseres og så skal den brændes igen. Så er der et lille stykke keramik, som bliver spændt op på en af totempælene.

Selve pælene er lavet af frivillige på den gamle smedje på Knivholt.

Der er en fod på, hvor en lille inskription fortæller, at totempælen er lavet i anledning af byjubilæet.

Alle, der laver en figur til kulturdagen på lørdag, bliver inviteret med til en lille fernisering, hvor Rådhuscentret præsenterer de færdige totempæle.

Så kan man beundre sit eget lille kunstværk og senere vise det frem for andre, når det kommer til at stå et offentligt sted.

Det er første gang, Rådhuscentret deltager i Hele Verden i Frederikshavn Kommune.

Centerrådet vil suge idéer til sig, for Rådhuscentret har planer om et arrangement for flygtninge og indvandrere til foråret. Måske lidt i stil med Hele Verden i Frederikshavn Kommune.

Arrangementet i Maskinhallen på lørdag markerer åbningen af Kulturnatten.

Hele Verden i Frederikshavn Kommune er arrangeret af kommunens integrationsråd.

Formålet med dagen er at mødes, tale sammen, danse sammen, spise sammen og høre musik sammen på tværs af nationaliteter og kulturer.

Hele Verden i Frederikshavn Kommune varer fra kl. 13-18, og så håber arrangørerne, at deltagerne tager videre ud til andre kulturelle begivenheder i Frederikshavn.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste