Prisvindende dokumentar film får nordjysk premiere i Frederikshavn
17. september får en ny dokumentarkortfilm premiere i Palads Teater i Frederikshavn.
Filmen hedder "Papa - en dagbog om liv, død og kærlighed" og er en hjerteskærende og nærværende fortælling instruktøren, Andreas Bøggild Monies og hans kærlighed til Lea og det barn, de får sammen.
Filmens fortælling foregår på rigshospitalet, men den er blevet produceret i Frederikshavn, hvor produktionsselskabet, New Era Production, har kontor.
Derfor har producer Liv Lundholm Pedersen prioriteret, at filmen får nordjysk premiere i Palads Teater i Frederikshavn. Premieren er stablet på benene med hjælp fra Kultur- og Fritidsudvalget.
- Jeg er enormt glad for, at vi skal have biografpremiere i Palads Teatret, hvor vi har mulighed for både at invitere en masse mennesker, men også at lade en del billetter komme ud til salg, så mange filmglade og interesserede kan komme og se med, siger Liv Lundholm.
Til visningen er der bl.a. inviteret medarbejdere fra fødegangene i Hjørring og Aalborg, da det sundhedsfaglige personale spiller en stor rolle i dokumentaren.
- Det er meget særlig film. Den er helt speciel og skal virkelig ses. Så jeg håber, at vi ser en masse fra hele kommunen til premieren, afslutter Liv, der ikke vil afsløre mere om filmen.
Filmen havde først premiere til CPH:DOX, og den har vundet en publikumspris til Odense Internationale Filmfestival. Derudover er filmen indstillet til en European Film Award.
Du kan købe biletter til “Papa - en dagbog om liv, død og kærlighed” på palads-teateret.dk, og efter visningen vil der være en samtale med instruktøren Andreas Bøggild Monies. Derefter vil der blive serveret et lille glas ude i foyeren.
Herunder kan du se traileren for dokumentaren: