Hos Vennerne gælder det om ikke at spille kortene i hænde på modstanderne.
Det sker

Populær kortklub starter igen

08. september 2023 kl. 06:01

”Spil Whist igen” sang Flemming Bamse Jørgensen og hans venner i 1976 på albummet ”Mælk og Vin”

Det vil de også i Ældre Sagen og Skjolds Venner, så de har allerede blandet nye kort til den kommende sæson.

Fra start september til medio maj inviterer de to foreninger alle med kendskab til whist til at møde op spille spillet i et godt fællesskab.

Gensynsglæden var stor hos de gamle medlemmer, da de mødtes den første gang.

Alle havde efter sommerpausen glædet sig til igen at lægge kortene på bordet og nogle mente endog, at der kunne spores visse whist-abstinenser.

Nybegyndere får en hånd

Skjolds venner spiller hver mandag klokken 18.30 til to gange tyve spil.

Kvinderne lagde alle kortene på bordet i Manegen.

- Den første aften var der mødt tyve spillere op, heraf flere nye der havde lyst til at gøre os selskab, men vi kan sagtens være flere i klubhusets cafeteria, oplyser Carl Åge Stenfeldt fra whistafdelingen.

Alle med eller beskedent kendskab til whist er velkommen til at være med til en hyggelig omgang kortspil med præmier til de bedste.

Nybegyndere får gerne en hjælpende hånd fra mere erfarne spillere, pointerer Carl Åge.

Én af deltagerne, Henning Brogaard, havde glædet sig til at komme i gang med kortene.

- Jeg nyder den uformelle stemning blandt deltagerne og synes det er dejligt at møde nye modstandere hver mandag.

- Det er ikke kun kortene der bliver blandet, det gør vi spillere også to gange på en aften, hvor der skiftes borde efter kaffepausen, siger Henning Brogaard.

Per Pedersen og Britta Bjerregaard mødte spændte og forventningsfulde op til deres første whistdag hos Ældre Sagen.

Whistafdelingen under Ældre Sagen spillede ud den 7. september klokken 13-17.

Mellem 25-35 spillere mødes i fire timer hver tirsdag i Manegen.

Formanden for whistafdelingen, Henry Andresen, oplyser, at deltagerne stort set spiller sammen med de samme hver tirsdag. Kun hvis der er afbud bliver der rokeret rundt mellem bordene.

Ældre Sagens medlemmer kan spille for 20 kroner pr. gang, men så bliver der også serveret kaffe i pausen og de dygtige – og heldige kan vinde, så udgiften for deltagelsen bliver neutraliseret.

Nye medlemmer

Britta Bjerregaard og Per Pedersen var mødt op til sæsonens første spilledag.

De har i flere år spillet med et andet par en gang om måneden.

Efter, at Britta delvist var stoppet på arbejdsmarkedet, havde de fået mere tid og lyst til at spille noget mere og her syntes de, at Ældre Sagens tilbud lød interessant.

- Vi har glædet os til at møde andre med samme interesse med de 55 kort som omdrejningspunkt.

Annonceret indhold

Nyeste