Seneste nyt
Billede beskrivelse

Nu får Købstaden lyd og liv

Hyldestkoncerten ind i sidste tempofyldte fase inden premieren på torsdag

09. september 2018 kl. 19.20
Opdateret kl. 22.17

FREDERIKSHAVN: Så er Caspar Phillipson og Jimmy Jørgensen landet trygt i Frederikshavn - og er klar til at give købstadens 200 år musikalsk liv i tæt parløb med musikerne Live Johansson, cello, og Mejre Kägu, guitar, der er de to mandlige sangeres instrumentale modspil på scenen ved Krudttårnet.

For hvor ellers kan man fejre købstaden end ved den bygning, som var her længe før kronprins Frederik benådede Fladstrand med købstadsrettigheder under det nye navn Frederikshavn.

I anledning af købstadsjubilæet har byrådet ønsket en nyskrevet festkoncert - og det er den, Jimmy Jørgensen og Casper Phillipson præsenterer os for allerede fra torsdag, hvor der er premiere.

Historien om Købstaden er en musikalsk og visuel forestilling, som tager afsæt i historier om mennesker og hændelser, der har skabt og formet Frederikshavn.

Der er plads til 300 i det store telt, der er opstillet på Krudttårnspladsen, og som mange vil kende fra Ledreborg-koncerterne. Bænket her under den hvide teltdug vil alle 300 få en ekstremt koncentreret fornemmelse af Krudttårnet.

- Det bliver voldsomt og stort. Krudttårnet vil træde frem i rummet på en magisk måde, når vi tilsætter lyset, lyder og publikum, siger Jan Michael Madsen, er idemand til og producent på de i alt ni forestillinger, der løber over scenen i løbet af måneden.

Og stemningen er da også magisk, da vi besøger pladsen søndag over middag.

Caspar Phillipson kommer lige fra Los Angeles - men der er nu ikke noget mærkbart jetlag.

Både han og Jimmy Jørgensen klør på med krum hals i de sange, som de kender, men aldrig har hørt før i færdigproduceret form.

Men det hører man nu ikke, når de lægger fra land til soundtracket.

Faktisk lyder det som om de har øvet det i flere måneder.

Og det er super, for nu skal det hele sættes sammen fra mandag med musikerne - og instruktion, så vi alle kan få sat ord på den by, vi er en del af - den by, vi har gjort til vores, som det hedder i en af sangene.

- Det bliver virkelig fedt at fyre showet af i den her ramme med en gigantisk smuk overdækning og alt det, som kommer til at ske på scenen foran Krudttårnet, siger Jan Michael Madsen.

Sange og musik, indgår i forestillingens helhed, sammen med visuelle effekter og videoprojektioner på Krudttårnets mur.

Historien om Købstaden er en smuk - og musikalsk fed - fortælling om den by der blev født som købstad, 25. september 1818.

- Det er intet mindre end en kærlighedserklæring i flot iscenesættelse med allernyeste visuelle effekter, siger Jan Michael Madsen.

I solidt musikalsk følgeskab med Jimmy Jørgensen og Caspar Phillipson går den gribende rejse gennem Frederikshavns historie.

Vi møder blandt andet patriarkerne i første og anden industrialisering - ryger ind i krigene, fremskridtet, og flytningen af Krudttårnet som står i vejen for fremskridtet. Videre ind over den store handelsfest og færgemetropolen for at ramme mod alt det onde i 1999 - den store nedsmeltning.

Efter mørke og larmende stilhed, ser vi nu Frederikshavn “udefra", gennem den unge frederikshavner som rejste fra byen, men som alligevel stadigt “hænger sammen med den", og overvejer næste skridt.

For fremtiden kommer og kun ved at vise rettidig omhu har man selv en chance for at få indflydelse på hvilken vej udviklingen skal gå.

Forestillingen opføres ved Krudttårnet og billetsalget sker via www.koebstaden.dk og udvalgte udsalgssteder i byen.

Det er Frederikshavn Kommunes ønske at markere Købstadsjubilæet med denne forestilling og derfor er billetprisen også kun 50 kroner og med i prisen er en øl, et glas vin eller en vand.

Der kan ved billetkøbet desuden tilkøbes en teatermenu til en meget venlig pris.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste