I haven bag museet er der lørdag gratis koncert, thailandsk streetfood og drikkevarer i Boddy Hollys op-up-bar.
Det sker

Museum inviterer unge til gratis koncert

13. september 2023 kl. 06:01

Den 16. september bliver haven ved Skagens Museum fyldt med guitarer og synths, streetfood og velkendte drinks, når museet i Skagen inviterer til gratis koncert med det unge nordjyske band Second Hand.

Second Hand har hele to skagboer i besætningen. De beskriver selv deres musik som et forsøg på at indkapsle livet som ung i et boblende og håbefuldt lydunivers, med drømmende synth og drivende guitarer og bandet giver garanti for, at man kan både danse, hoppe, føle og synge med.

Opstår der undervejs sult er Kanchana Jim Tunkmanothams køkken leveringsdygtige i lækker thailandsk streetfood, som sælges fra en foodtruck i haven. Hele herligheden kan skylles ned med kolde drikkevarer fra Buddy Holly Skagens helt egen pop-up-bar i haven.

Museets sætter fokus på unge

- Når vi bruger haven på den her måde, er det jo også fordi vi gerne vil være platform for møder mellem lokale unge. Vi har et fundament, som bygger på fællesskaber, sammenhold og det, at man kan finde sin vej ved at skabe. Vi vil gerne skabe museets fremtid sammen med de unge og vi vil virkelig gerne vise, at vores platform kan være fed og berigende – også når man er ung, siger Clara Johanne Dale, som er kunstformidler ved Skagens Kunstmuseer, 31 år gammel og hun har tidligere været en del af ungdomsplatformen Frontløberne. Hun er sammen med Astrid Marie Vammen Ørsnæs museets drivkraft bag arrangementet.

De to unge medarbejdere Astrid Marie Vammen Ørsnæs og Clara Johanne Dale fra Skagens Museum står bag koncerten i museets have lørdag den 16. januar.

Koncerten er et led i den landsdækkende kampagne K7, som er søsat af kulturfestivalen Golden Days og går ud på at trække flere unge til landets museer, kunsthaller og udstillingssteder. I syv dage i uge 37 har alle under 27 år gratis adgang til de steder, der deltager i K7, herunder kunstmuseet i Skagen.

Men udover at være en del af den landsdækkende ungeindsats er arbejdet med unge et stort strategisk indsatsområde for museet.

- Vi har nogle flotte, historiske rammer og nogle fede ting at formidle på Skagens Kunstmuseer, men de unge har den viden, der skal til, for at det her museum forbliver aktuelt og relevant for alle. Vi vil invitere mange flere mennesker ind, og det gør vi blandt andet med den her uge og koncerten,” siger Astrid Marie Vammen Ørsnæs, som er arrangementsmedarbejder ved Skagens Kunstmuseer.

Flere arrangementer på vej

De to museumsmedarbejdere bag arrangementet lørdag beskriver koncerten som det første spadestik til endnu flere arrangementer, som museet ønsker at lave sammen med unge fra Skagen og omegn. Og de opfordrer unge, som måske går rundt med en god idé i maven, til at tage idéerne med og dele dem med museets medarbejdere, som er med på dagen.

-Når man kommer, vil man også opdage, hvor mange forskellige typer og aldersgrupper, der faktisk er ansat på Skagens Kunstmuseer – lige fra tømrere til kunstformidlere, siger Clara Johanne Dale.

Koncerten med Second Hand finder sted lørdag den 16. september klokken 16.00 til 20.00 i Skagens Museums have. Alle er velkomne og koncerten er gratis.

Hele uge 37 kan unge under 27 år desuden komme gratis på Skagens Kunstmuseer.

Annonceret indhold

Nyeste