Nye medejere sikrer fremtiden for Lanternen
SÆBY: De fleste sæbynitter kender Lanternen – og ikke mindst ejeren, Michael Christensen, der igennem mere end 25 år har stået bag bardisken.
Han overtog den ikoniske bodega i Vestergade 33 tilbage i april 1999 - efter sine forældre Ditte og Villy Christensen.
Fra den 27. november 2025 er der kommet en ny Ditte i ejerkredsen.
Sammen med sin mand, Murat Ilsø Oktay, har Ditte Ilsø Oktay erhvervet halvparten af ejendommen, der huser Lanternen i stueetagen og i alt ni lejligheder på 1. og 2. sal, samt en stor gårdhave med garager i tilknytning til hovedhuset.
Flere ejere
Selv om Lanternen i mere end et halvt århundrede har været, og stadig er, i slægten Christensens eje, fortæller Michael, at ingen af hans tre børn ønsker at overtage værtshuset.
Han er således glad for, at Lanternens trofaste medarbejder igennem de seneste 15 år, 39-årige Ditte Ilsø Oktay, nu har valgt at blive medejer sammen med sin mand.
Da Michael Christensen forventer at gå på pension om fem år, anser han salget af halvparten som rettidig omhu, fordi han ved, at Ditte vil videreføre de samme værdier og den ånd, som hans far og han altid har drevet stedet på.
- Jeg glæder mig til at forsætte det gode samarbejde med Michael, hvor jeg altid har følt stor frihed under ansvar, siger Ditte.
Kunderne vil således ikke kunne mærke, at der er sket ændringer i ejerforholdene, selv om Ditte nu har fået papirer på, at hun formelt har fået medbestemmelse på driften.
Med ejeren af Ilsø Byg ApS, Murat Ilsø Oktays, indtræden i ejerkredsen, bidrager han med renoveringen af de ni lejligheder ovenover værtshuset, hvoraf fire indrettes til turistformål.
Stor opbakning til receptionen
Beviset for, at gæsterne oplever en gode service og altid føler sig godt modtaget, når de besøger Lanternen, fik værterne, da de den 23. januar holdt reception for at markere udvidelsen af ejerkredsen.
Mere end 100 gratulanter mødte op for at lykønske de tre hovedpersoner.
Det var ikke alene de lokale, der troppede op med gaver under armen. Også et hold på fire par fra Norge, der hver sommer nyder godt af personalets gæstfrihed, var mødt op for at sige lykke til.
Fødselsdags- og jubilæumsår
Ejerne kan i 2026 fejre hele tre runde mærkedage: Ditte fylder den 3. april 40 år, og den 29. juli kan Michael sætte 60 lys i lagkagen.
Herudover kan den legendariske gårdhave, hvor der hver lørdag sommeren over bliver arrangeret velbesøgte livekoncerter, fejre 50-års jubilæum.
Jubilæet festligholdes med koncerter i weekenden den 3. og 4. juli.