Maybrit og Lise har bragt reformer til Skagen
SKAGEN: En af tidens allermest trendy motionsformer er kommet til Skagen.
Maybrit Mariager, som mange skagboere kender som kvinden bag den oprindelige juicebar Juicy, og yogainstruktør Lise Bach, som i 10 år har haft Skagen Yoga, har netop åbnet Skagen Yoga & Reformer på Vestre Strandvej i Skagen.
- Alle kan være med. Vi har hold, hvor skiftene er hurtige og nogle, hvor der er bedre tid til at komme rundt mellem øvelserne, så alle kan være med uanset alder og udfordringer. Nogle har måske en ny hofte eller en diskusprolaps, men det er ingen hindring, fortæller Lise Bach, som oprindeligt er uddannet fysioterapeut.
- Reformerne kan alle bruge, og det er det, vi så godt kan lide ved det. Det er på en måde en blid træning, som kan indstilles efter en selv, siger Maybrit Mariager.
Nu har hun og Lise Bach uddannet sig til reformer-instruktører, alt imens de har gået og sat lokalet på Vestre Strandvej i stand.
Masser af hjerte-energi
Idéen opstod i september i et træningscenter, hvor snakken kom til at gå på gerne at ville prøve reformertræning af.
- Men det kunne man jo ikke her i Skagen, og så tænkte vi, at så gør vi det selv, fortæller Maybrit Mariager.
Det var en hurtig beslutning, og de to har ikke set sig tilbage siden.
- Det har føltes helt rigtigt. Det er ren hjerte-energi, siger Lise Bach, som ellers nok synes, hun er typen, der kan tvivle, men ikke her.
Skagen Yoga & Reformer har hold med reformer-træning, yin yoga, mave-balle-lår og meditation, og der er drop-in muligheder, klippekort, og fra august kan man også tilmelde sig faste hold.
Lise Bach, som blandt andet står for meditationsholdene, drømmer om at folk kommer og er med til meditation, fordi det er noget, alle kan få noget ud af.
- Vi starter med en dharma-snak, så mediterer vi, og så kan man få sat lidt ord på nogle refleksioner sammen bagefter, hvis man har lyst. Vi vil gerne lave et rum til det også. De fleste af de ting, vi bøvler med, er jo universelle. Men alting opstår, forandrer sig og forsvinder igen, og det kan være rart at få vendt sammen, fortæller Lise Bach,
Krop, sind og sund mad
Og Lise og Maybrit har masser af drømme og idéer, som de håber på også med tiden bliver en del af deres sted.
- Vi kunne egentlig godt tænke os at skabe et lille center for krop, sind og ånd, fortæller Maybrit, og Lise supplerer:
- Det skal være et holistisk sted. Drømmen er at skabe et rum, et fællesskab hvor folk kan komme uanset form og alder, skader og skavanker. Alle skal kunne få noget ud af det her.
Og der er allerede flere idéer på tegnebordet for fremtiden.
- Det kan sagtens være, at vi henad vejen laver weekend-forløb, hvor der også kan være sund mad involveret - blandt andet Maybrits juicer og sunde sandwiches, siger Lise om de muligheder, som de to arbejder med på længere sigt.
- Vi vil gerne arbejde på at lave forskellige events og retreats, fortæller hun.
Hold og tilmeldinger kan man finde på skagenyogareformer.dk