Spektakulære skulpturer fejres til rundt jubilæum
STRANDBY: Det er ti år siden, Life-Boats blev søsat for første gang.
Det fejres med aktiviteter i både Mygdal og Strandby - i Mygdal, fordi kunstneren Marit Benthe Norheim bor her, og i Strandby fordi skibene er hjemmehørende i Strandby Havn.
I Strandby fejres jubilæet lørdag 27. juni, mens festen i Mygdal varer helt fra 25. til 28. juni.
I Strandby fejres jubilæet om lørdagen fra kl. 11 med taler, musik, teater og børneaktiviteter på kajen foran de tre Life-Boats.
Der bliver også mulighed for at komme ombord i skibene og se dem sejle.
Skulpturerne har indtil videre sejlet til mere end 70 havne med budskab om fred og dialog.
Godt nok er det ti år siden, skulpturerne blev søsat, men visionen og budskaberne bliver vigtigere og vigtigere.
Projektet fortsætter med at inspirere og samle mennesker fra hele verden.
Life-boats er en kunstinstallation i form af tre sejlende galionsfigurer, som skildrer en livscyklus i forskellige stadier.
Første stadie er den unge på vej ud i livet - "Mit skib er ladet med Længsel" - den gravide - "Mit skib er ladet med Liv" - samt den aldrende - "Mit skib er ladet med Minder".
Kunstneren Marit Benthe Norheim er norsk, men bor og arbejder i Danmark.
Hun er uddannet fra Vestlandets Kunstakademi i Bergen og Royal Academy of Art i London og har gennem en årrække udviklet et omfattende kunstnerskab med offentlige projekter, udstillinger og undervisning i en række lande.
Hun bor i Mygdal med sin mand, Claus Ørntoft, der ligeledes er billedhugger.