Jack fik job - og Christina fik den helt rigtige medarbejder
FREDERIKSHAVN: Fordomme blev manet til jorden, arbejdsglæden vendte tilbage, og en virksomhed fik den medarbejder, den manglede.
Historien om Christina, Jack og Topjob handler om langt mere end fleksjob.
Den handler om mennesker, muligheder og værdighed.
For mange virksomheder er fleksjobordningen stadig omgærdet af usikkerhed og fordomme.
Forestillinger om højt sygefravær, kompliceret administration og medarbejdere, der ikke kan bidrage på lige fod med andre.
Men virkeligheden ser ofte helt anderledes ud, når det rette match bliver skabt.
Alsidig medarbejder
Det oplevede Christina Steengaard Nilsson, da hun stod og manglede en alsidig medarbejder i virksomheden Uni-Safe.
- Jeg manglede en allround-medarbejder, som kunne hjælpe med mange forskellige opgaver. Men jeg havde også nogle fordomme omkring fleksjobordningen. Dem har jeg fået fuldstændig manet til jorden, siger Christina Steengaard Nilsson.
I dag har hun Jack Jørgensen ansat gennem Topjob-ordningen, og samarbejdet har udviklet sig langt bedre, end hun havde forestillet sig.
- Jeg har fået det hele serveret på et sølvfad, siger Christina med et smil.
Bag den bemærkning ligger der mere end blot en vellykket ansættelse.
Som virksomhedsejer oplevede Christina, at hun kunne koncentrere sig om sin egen forretning, mens Topvirk tog hånd om hele processen.
Fra den første dialog om virksomhedens behov til udarbejdelse af stillingsprofil, screening af kandidater, ansættelsessamtaler og det endelige match.
- Føler mig som en medarbejder
Historien handler også om Jack Jørgensen.
Som mange andre mennesker har han oplevet, at arbejdsevnen ikke længere er den samme som tidligere.
Men det betyder ikke, at kompetencerne, erfaringen eller lysten til at bidrage er forsvundet - tværtimod.
For Jack har det været afgørende at finde et arbejde, hvor hans kompetencer bliver brugt, og hvor der samtidig er forståelse for de skånehensyn, han har behov for.
- Jeg føler mig faktisk ikke som en fleksjobber. Jeg føler mig som en medarbejder, fortæller han.
Tillid og respekt
Det er netop dét, der er kernen i et godt fleksjobforløb.
At mennesker ikke bliver reduceret til deres begrænsninger, men bliver mødt med fokus på deres ressourcer og muligheder.
At miste en del af sin arbejdsevne gør ikke et menneske mindre værd.
Hos Christina Steengaard Nilsson og Uni-Safe har Jack fundet et arbejdsmiljø, hvor han bliver mødt med tillid, respekt og forventninger på lige fod med alle andre.
Og netop dét er afgørende.
Topjob er en løsning, hvor Topvirk er arbejdsgiver, mens medarbejderen udfører arbejdet ude hos virksomheden.
Virksomheden betaler alene for de timer, der arbejdes, mens Topvirk håndterer ansættelse, løn, administration, refusioner og den løbende opfølgning.
- For os handler det ikke bare om at besætte en stilling. Vi bruger tid på at lære både virksomheden og kandidaten at kende. Vi afdækker arbejdsopgaverne, kompetence-behovet og kulturen på arbejdspladsen, så vi kan skabe det bedst mulige match, fortæller Mette Odderskov Fuglsang, der sammen med kollegaen Anders Elholm Jeppesen varetager Topjob-ordningen hos Topvirk.