Billede beskrivelse

Kendt radiovært og præst vender hjem

20. januar 2026 kl. 08.00

SKAGEN: Forfatter, journalist, radiovært og præst Kristian Ditlev Jensen vender tilbage som præst i det nordligste Danmark.

Det offentliggjorde Råbjerg Sogn mandag.

Kristian Ditlev Jensen kommer til at prædike i Råbjerg Kirke og Ålbæk Kirke og han vil desuden bistå sine præstekolleger i Skagen og Hulsig Kirke.

Det er lige omvendt af, hvordan det var, da han indtil 2021 var præst ved Skagen og Hulsig Kirke i en årrække og bistod kollegerne i Råbjerg og Ålbæk Kirker.

- Vi glæder os meget til at komme hjem til Skagen Odde igen, skriver Kristian Ditlev Jensen i en facebookopdatering i dag. 

Han flytter ind i den nye præstebolig i udkanten af Ålbæk sammen med sine to sønner, der begynder i skole i området.

Kristian Ditlev Jensen indsættes 1. marts i Ålbæk Kirke af provst Petter Jensen for Frederikshavn Provsti.

Udover sine mange år som præst ved Skagen og Hulsig Kirke er Kristian Ditlev Jensen bredere kendt som forfatter, journalist og radiovært. 

Han er blandt andet kendt for P1-radioprogrammerne Ditlev og Dæmonerne, og aktuelt er han vært på programmet Ditlev og Døden også på P1, hvor han gennem samtaler med mennesker, som på den ene eller anden måde har haft døden tæt inde på livet, har sat sig for at undersøge livets afslutning.

Han er nomineret og prisvindende forfatter for romanerne ‘Det bliver sagt’, ‘Livret’ og ‘Bar’.

Kristian Ditlev Jensen kommer fra et job som sognepræst i Kværndrup på Fyn.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste