Flere rækkehuse på vej i Ålbæk og Skagen
ÅLBÆK/SKAGEN: Der er godt nyt til de boligsøgende i Ålbæk og Skagen, for Udvalget for Plan, Miljø og Tilladelser besluttede onsdag 2. september at sætte arbejdet i gang for at skabe flere muligheder for rækkehuse i byerne.
Det oplyser Frederikshavn Kommune i en pressemeddelelse.
Udvalget er enige om, at det er vigtigt at få flere rækkehuse i kommunens nordligste del, da denne type boliger er eftertragtede blandt borgerne.
De kan blandt andet give ældre mulighed for at flytte fra et større og mere krævende hus og samtidig blive boende i lokalområdet.
Planen i detaljer
Konkret skal der arbejdes med en samlet lokalplan for Hirsholmvej 7 og Læsøvej 6 i Ålbæk, mens der i Skagen skal udarbejdes en lokalplan for Skarpæsvej 80-82. Området omfatter også grunden med den gamle Skagen Radio.
Begge steder skal der udarbejdes både lokalplan og kommuneplantillæg, og undervejs skal det blandt andet afklares, hvor mange boliger der kan være i hvert område, hvordan husene skal se ud, og hvor store de skal være.
Arbejdet er en længere proces, og inden den endelige politiske vedtagelse skal planerne i offentlig høring.
Samtidig indfører Udvalget for Plan, Miljø og Tilladelser en ny praksis.
Hver tredje måned vil udvalget drøfte både listen over igangværende lokalplaner og ønsker til nye lokalplaner. På den baggrund beslutter udvalget, hvilke planer der skal prioriteres.