Seneste nyt
Billede beskrivelse

Hajen i Ålbæk er død: - Den har kæmpet

08. august 2026 kl. 11.20
Opdateret kl. 13.24

ÅLBÆK: Den store haj, der de seneste dage har svømmet rundt helt tæt ved kysten i Ålbæk er nu død.

Det bekræfter flere billeder af det store dyr, der er drevet til lands henover natten/morgenen. 

I løbet af fredagen drog flere hundrede mennesker mod Ålbæk for at opleve verdens næststørste haj, brugden, der svømmede rundt helt inde i vandkanten.

En stor oplevelse, som absolut hører til sjældenhederne så tæt på kysten.

- Jeg synes faktisk, man skulle udnytte chancen for at se sådan en, sagde biolog ved Nordsøen Oceanarium Annika Thomsen til LigeHer fredag eftermiddag

Ifølge hende, er det sandsynligt at hajen enten er svømmet ind med strømmen i jagten på plankton eller har været syg.

Forsøgte at hjælpe

I facebookgruppen "Alle os der elsker Ålbæk" har flere beskrevet, hvordan en unavngiven mand fredag eftermiddag forsøgte at trække brugden ud på dybere vand for at hjælpe den væk fra kysten, hvor den bevægede sig fortvivlet rundt.

Det lykkedes på sin vis, men i facebookgruppen kan man forstå, at den senere er blevet spottet på en revle lidt længere ude - den kom altså ikke langt.

Og nu gik den så ikke længere.

Lørdag har flere delt billeder af brugden, der nu ligger strandet i vandkanten omkring en kilometer nord for havnen.

Billede beskrivelse

Indsamles til undersøgelse

Efter aftale med Naturstyrelsen og Fiskeatlas er Nordsøen Oceanarium nu på vej til Ålbæk for at hente hajen ind til undersøgelse.

Det oplyser biolog Annika Thomsen.

I går var  hun selv til stede for at observere hajen.

- Den svømmede i cirkler konstant og udviste unaturlig adfærd. Jeg kunne se, at dens snude og hoved havde mange afskrabninger, så den har kæmpet, fortæller hun. 

Det kommende undersøgelser skal klarlægge årsagen til brugdens triste skæbne. Det er endnu for tidligt at sige, hvornår disse undersøgelser går i gang.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste