Beate og blomsterbutikken Marguerite har fulgtes ad i 40 år
FREDERIKSHAVN: Beate Vinter var kun 15 år, da hun søgte job hos Inge Thomsen i Marguerite, som den gang lå ved siden af Hotel Mariehønen i Danmarksgade 40 – og fik det. I starten som bud, hvor hun bragte blomster ud i en cykeltrailer, men i 1988 kom Beate Vinter i lære som blomsterbinder.
Beate og Marguerite har fulgtes ad næsten uafbrudt lige siden. Der var dog en afbrydelse, da Inge Thomsen havde solgt sin butik og den lukkede nogle år senere. Så stod butikken tom en periode, men da Inge Thomsen stadig ejede bygningen, valgte hun at åbne igen i et andet koncept under navnet Nyy, og så var Beate tilbage bag disken.
Kunderne kunne imidlertid ikke finde ud af det mærkelige navn, Nyy, så det varede ikke så længe, inden butikken fik sit gamle navn tilbage, Marguerite.
Det lille intermezzo fandt sted i 2010’erne, men allerede i 1996 var Marguerite flyttet til større lokaler på den nuværende adresse, Danmarksgade 30. Her overtog Inge Thomsen de lokaler, der hidtil havde huset Cowboyland. Hun bygget til bagud med lager og inddrog også en garage, der engang havde huset en tankstation.
Da Marguerite kom til salg første gang i 2006, opfordrede Inge Thomsen sin mangeårige medarbejder Beate til at købe butikken, men hun og manden Lars havde fire små børn, så det var helt uoverskueligt.
Anderledes så det ud i 2017, da Inge Thomsen ønskede at sælge for at koncentrere sig om sin anden virksomhed med engros-salg af tilbehør til blomsterbutikker. Nu var Beates børn blevet større, og denne gang slog hun til.
- De første par år som selvstændig forløb helt normalt, men så kom corona, inflation og krig – den ene ulykke efter den anden, og folk fik andre indkøbsvaner. Holdt også mere på pengene på grund af usikkerheden. Det blev i det hele taget vanskeligere at drive blomsterbutik. Men der er jo heldigvis begivenheder i livet, som kræver en blomst uanset hvad, og jeg havde en stor loyal kundekreds, mange i flere generationer, som var glade for, at jeg kendte deres smag og altid kunne finde det helt rigtige til dem, siger Beate Vinter.
Blomster er en modesag lidt lige som tøj, og også her går tingene i ring. To gange i Beates 40 år med blomster har tørblomster været på mode. Også silkeblomster og sukkulenter dukker op med mellemrum. Men selve faget er grundlæggende det samme.
- Jeg sorterer lidt i de modetrends, der kommer, og tager det jeg selv godt kan lide, og det jeg kan stå inde for, siger Beate Vinter, der har tre varegrupper som fundament i sin virksomhed: Begravelser, friske blomster og stueplanter. Desuden er der af og til større opgaver som scenepynt, festpynt og juleudsmykning. Indimellem holder Beate Vinter kundeaftener med fx kursus i at anrette buketter, hvor hun øser af sin faglige viden og krativitet.
40-års jubilæet markeres i butikken lørdag 6. juni, hvor kunderne vil blive trakteret med kaffe, bobler og lidt sødt. Beate håber at se mange af sine kunder den dag.