Trods chokmelding: Stjerne håber fortsat på elitebadminton mod nord
FREDERIKSHAVN/HJØRRING/SKAGEN: Vendsyssel Elite Badminton står over for en truende lukning efter denne sæson.
Alligevel kæmpes der i kulissen for at bevare elitebadminton i det nordjyske.
Det er en svær situation for Vendsyssel Elite Badminton (VEB), der ifølge udmeldingerne har gang i sin sidste sæson.
Nyheden om en lukning ramte holdet hårdt, men på banen har spillerne formået at holde fokus og ride videre på en bølge af succes i Arena Nord.
En af klubbens mest rutinerede profiler, Victor Svendsen, lægger ikke skjul på sine følelser omkring meldingen om klubbens fremtid. ¨
- Det var en hård melding. Jeg har spillet heroppe i 11 sæsoner, og jeg havde egentlig lidt en drøm om, at jeg skulle slutte heroppe om en fem-seks år. Så det er ærgerligt, siger Victor Svendsen.
Selvom klubben er meldt lukningstruet, er det sidste ord måske ikke sagt.
I kulisserne arbejdes der på løsninger, så elitebadminton fortsat kan eksistere nord for Limfjorden, og Victor Svendsen er selv klar til at bidrage aktivt.
- Man kunne håbe, der er nogen, der vil noget. Jeg har også selv budt ind på noget, så det kan være, der skal ske noget. Jeg går da med en kæmpe drøm om, at vi måske kan fortsætte det på den ene eller anden måde.
- Jeg vil i hvert fald gerne investere en masse tid, hvis der kommer nogle flere kræfter, lyder det fra VEB-spilleren, som tilføjer:
- Jeg håber indtil det sidste.
Fremtiden for holdet er endnu uvis, men indtil videre nyder truppen sammenholdet og den store opbakning fra det nordjyske publikum.