Der var stor opbakning til Kultur- og Naturdag
MANNA-THISE: Der var høj aktivitet, da der lørdag var inviteret til Kultur- og Naturdag i Manna-Thise.
Arrangementet samlede deltagere i alle aldre, som gennem dagen tog del i et bredt program med fokus på områdets kvaliteter.
Et af de helt store trækplastre var foredraget med naturformidler Morten DD. Med sin karakteristiske blanding af faglig viden, humor og skarpe iagttagelser fik den populære tv-profil både salen til at le og til at reflektere over naturens betydning.
Derudover kunne børn og voksne prøve kræfter med blandt andet lystfiskeri, blomsterbinding, naturvejledning, spejderaktiviteter og bygning af insekthoteller.
Foreningen Kulturens Venner stod bag arrangementet, som havde til formål at synliggøre de mange muligheder, der kendetegner området omkring Manna og Thise.
- Vi glæder os over den store interesse, siger formand Helle Windfeldt.
- Det er dejligt at se så mange mennesker mødes om natur, kultur og fællesskab. Samtidig har vi fået vist noget af det, der gør vores område særligt.
Manna-Thise er udpeget som kulturpunkt i Brønderslev Kommune af Region Nordjylland.
Som led i indsatsen har Kulturens Venner modtaget 50.000 kroner til projekter, der skal styrke sammenhængskraften og udvikle lokale fællesskaber. En del af bevillingen er blevet anvendt til lørdagens arrangement.