Shopping

Salget stryger i vejret: BilligLeg rykker i spritnye lokaler

24. januar 2022 kl. 17:00

BilligLeg i Hals har længe lidt af pladsmangel. Den fysiske butik i Havnegade har indtil for nyligt også dannet ramme om virksomhedens primære forretning – nemlig internetsalget. Men kunder fra hele landet har skabt vedvarende travlhed, og behovet for et større varelager har derfor været en et stort ønske.

Nu er planerne ført ud i livet. BilligLeg er rykket ind i en nyopført 500 kvadratmeter stor lagerhal på Ulstedvej. Her er der varer fra gulv til loft, og indehaverne Maj-Brit og Lars Jakobsen kan igen glæde sig over albuerum.

- Det har været helt nødvendigt med en hal som denne. Vi er rigtig glade for det nye sted, for det giver os flere muligheder for at udvikle vores forretning, siger Lars Jakobsen.

- Vi er rykket ind i en topmoderne hal, hvor vi for alvor har overblik over vores mange varer. Det var til tider svært før, hvor vi havde lager på flere forskellige adresser. Nu skal vi i gang med at etablere noget lagerstyring, for vores internetsalg øges hele tiden, og vi får stadigt flere kunder.

BilligLeg netop har åbnet en webshop i Sverige.

- Den er lige gået i luften og har allerede vist sig at være en succes. Svenskerne er også glade for at købe legetøjs- og hobby-artikler på nettet, konstaterer Lars Jakobsen

23 kilometer pakketape

Er der rift om BilligLegs varer, så har corona-krisen for alvor bidraget til at øge efterspørgslen.

- 2020 og 2021 har været helt utrolige for vores vedkommende, anfører Lars Jakobsen.

- Det skyldes selvfølgelig, at de fysiske butikker har været lukkede i lange perioder. Men folk har også haft rigtig god tid til at sysle med deres hobbyer. Vi har blandt andet solgt afsindigt mange puslespil og modelsamlesæt. Det salg er virkelig øget i de seneste par år, forklarer Lars Jakobsen, der også hæfter sig ved en ekstrem travl julehandel.

- Det kan bedst beskrives ved, at vi i december brugte pakketape svarende til 23 kilometer. Det er vist rekord hos os. Nu har vi flyttet pakkeriet ud i den nye hal, hvor vi meget nemmere kan håndtere dette arbejde. Og så sælger vi jo fortsat masser af softguns og ikke mindst reservedele dertil. Alt det har vi nu meget bedre plads til med 8 meter til loftet og solide paller-hylder til varerne.

BilligLeg åbnede i 2004. De nye kvadratmeter på Ulstedvej får ingen indflydelse på den fysiske butik i Hals. Her er det stadig muligt at gå på opdagelse blandt legetøj til piger og drenge i alle aldre.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu