Kendt slot trænger til en makeover til 60 mio. kroner
Voergaard Slot er stadig i god forfatning sammenlignet med andre slotte, og bestyrelsen vil sikre, at slottet ikke forfalder
DRONNINGLUND: Voergaard Slot er i privat eje og der er brug for en stor renovering, hvis slottet ikke skal forfalde. For det er 60 år siden, slottet sidst gennemgik en større renovering.
Bestyrelsen har derfor fået udarbejdet en omfattende plan for, hvad de gerne vil renovere på Voergaard Slot blandt andet den store grå sandstensportal som møder en, når man har passeret voldgraven. Den store portal omkranser porten ind til slotsgården. Sandstensportalen er fra 1588 og er en gave fra Kong Frederik Den Anden.
- Sandstensportalen ser vi som Voergaards vartegn. Planen er at lave en afstøbning af sandstensportalen, som den ser ud i dag. Dertil kommer, at portalens sandsten nedbrydes, og den nedbrydning skal vi have stoppet. I alt er det et projekt til 28-30 millioner kroner, fortæller formanden for Voergaard Slot Anker Laden-Andersen.

Slottet ejes af Den grevelige Oberbech-Clausen-Peanske Familiefond, som sørgede for en større renovering for 60 år siden- og nu er det tid til at udvise rettidig omhu, så slottet ikke forfalder.
- Sammenlignet med andre slotte er Voergaard i fin stand, og det vil vi fra bestyrelsen gerne sikre fortsætter, siger formanden.
I alt budgetterer bestyrelsen i helheldsplanen for slottet med et budget på 60 millioner kroner, som skal komme fra fonde.

- Vi ønsker at renovere og forstærke pigstensbelægningen på forpladsen op til voldgraven, så den bedre kan klare busserne og anden tung trafik. Når vi for eksempel har busser med krydstogtsgæster, ønsker de at køre så tæt på slottet som muligt, så gæsterne ikke skal gå længere end højst nødvendigt, da de har en stram tidsplan, forklarer Anker Laden-Andersen.

Et tredje ønske er at få en bro på den vestlige side af slottet altså på den modsatte side af hovedindgangen.
- Der findes en bro, men den kan ikke holde til større menneskemængder, derfor var den afspærret under Middelalderdagene i sommer.
Tanken er at få skabt en robust bro, som passer historisk til broer, der har været over voldgraven gennem tiderne.

Der er planer om at opføre en ny orangeri, og så er der altid en løbende vedligeholdelse.
- Den løbende drift og fornyelser vil vi selv finansiere ved indtægterne fra et solcelleanlæg på slottets jord, som vi satser på at få tilladelse fra Brønderslev Kommune til at etablere i år eller næste år. Når solcelleanlægget kører, regner vi med en indtægt på cirka to millioner kroner, oplyser Anker Laden-Andersen.