Bridgeklub starter en ny sæson
BRØNDERSLEV: Kortene skal igen på bordet i Brønderslev Bridgeklub, hvor en ny sæson står for døren.
Samtidig inviterer klubben nye spillere indenfor med gratis undervisning for alle, der har lyst til at lære bridge, oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Bestyrelsen med formand Torben Jakobsen i spidsen ser frem til en ny sæson med hyggelige timer omkring bridgebordene.
Klubben spiller onsdag eftermiddag og torsdag aften.
I forbindelse med sæsonstarten tilbyder Brønderslev Bridgeklub gratis undervisning for alle, der har lyst til at lære spillet. Det kræver derfor ingen erfaring med bridge at være med.
Undervisningen foregår i Serapion Logens lokaler på Vivaldisvej 4 i Brønderslev og begynder mandag den 14. september 2026 kl. 18.30.
Brønderslev Bridgeklub glæder sig til at tage imod nye medlemmer.