Nordjyllands yngste købmand? 12-årige Sofus har succes med sin vejbod
BRØNDERSLEV: Nogle går til fodbold, andre til spejder, men for 12-årige Sofus bliver fritiden brugt en smule anderledes.
For når han ikke er i skole eller at finde på MTB-banen sammen med sine venner, så arbejder han som købmand i sin helt egen vejbod i Brønderslev.
Futtes Fristelser på Fasanvej 41 i Brønderslev.
- Vi snakkede om, at det kunne være sjovt at starte en vejbod, og så skete det bare, siger Sofus.
Hans far fik hurtigt bygget en bod, mens hans mor gik i gang med at finde lokale producenter af ærter, kartofler, honning og jordbær.
- Sofus er udråbt som vejbod-mester, så det er ham, der styrer den med opsætning og salg, men jo selvfølgelig med forældreopbakning, fortæller Marianne Kehlet Vork, der er mor til Sofus.
Dagens første kunde var en endnu yngre, lille fyr, der havde bestilt 30 hjemmebagte surdejsboller til sin 3-års fødselsdag.
- Han var mega sød. Så fik han også lige en highfive, da jeg havde hjulpet ham og hans far ned til bilen, fortæller Sofus.
Gang i køkkenet
Foruden frisk frugt, grønt og krydderurter har Futtes Fristelser også flere hjemmelavede produkter på hylden.
Jordbær/rabarber marmelade, jordbær marmelade, Futtes hemmelige krydderdrys, mysli, syltede rødbeder og hjemmebagte surdejsboller.
- Det er mor, der laver de ting. Det kan jeg ikke finde ud af endnu, erkender Sofus.
Og selvom det sommetider kan være udfordrende at arbejde tæt sammen med sin mor, så er de to en fremragende duo.
- Vi er gode til hver vores ting. Jeg laver videoer og snakker med kunderne, og hun bager og laver syltetøj. Det er meget hyggeligt, siger Sofus.
Er der kammerater på besøg, giver de også gerne en hånd med i Sofus lille butik.
- De synes, det er sjovt. Min ven William vil også gerne have en.
Samtidig er hverken mor Marianne eller far Claus bange for at tage over, når Sofus skal på tur med vennerne.
- Det er også vigtigt, at han passer sine kammerater, så det er ikke altid, det er Sofus, man møder herude. Men han er stadig vores vejbod-mester, siger Marianne.
En god hobby
Boden har været i gang siden slutningen af maj, og Sofus har planer om at fortsætte længe endnu.
- Det er dejligt at have noget, man kan gå og hygge sig med. Og så synes jeg, det er fedt at møde forskellige folk og tale med dem, der kommer forbi, fortæller han.
Men selvom han nok kan kalde sig en af Nordjyllands yngste købmænd, så er drømmejobbet i sidste ende et andet.
- Jeg skal være tømrer. Det er min storebror, og han har sin egen virksomhed, så jeg vil gerne i lære hos ham, siger Sofus.
Til gengæld udelukker han ikke, at han til den tid kan finde på at bruge sine tømrer-færdigheder til for eksempel at bygge en vejbod.
Planen er, at boden skal holde åben hele året rundt med forskellige varer, der er tilpasset sæsonen.