Victor fra Brønderslev tog to podiepladser på Jyllandsringen
BRØNDERSLEV: Racerkører Victor Nielsen fra Brønderslev kunne rejse fra weekendens Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen med to andenpladser og to pokaler.
Det oplyser Victor Racing i en pressemeddelelse.
Grand prixet var Jyllandsringens 60-års jubilæumsløb, og her var Victor Nielsen tilbage hos Sally Racing.
Det var samme team, som han i 2025 blev dansk mester med i Danish Endurance Championship.
Victor Nielsen satte pole position i Cupra TCR-raceren og sluttede efter weekendens to løb med to andenpladser.
Kørte sig frem gennem feltet
I lørdagens løb overtog Victor Nielsen bilen fra Mikkel Obel efter et pitstop.
Her var bilen på syvendepladsen, men omgang for omgang arbejdede Victor Nielsen sig frem gennem feltet og nåede andenpladsen.
- Det var virkelig et fedt heat. Vi pittede på det helt rigtige tidspunkt, og da jeg kom tilbage på banen, lå vi syver. Derfra handlede det bare om at angribe og arbejde mig frem gennem feltet, siger Victor Nielsen.
Fra andenpladsen begyndte han at hente ind på den førende bil, men en safety car satte en stopper for muligheden for at fortsætte jagten.
- Jeg ville selvfølgelig gerne have haft førstepladsen, men det er stadig fedt at stå på podiet og få en pokal med hjem, siger han.
Stort forspring i regnen
Søndagens løb blev kørt under andre forhold, efter regnen ramte Jyllandsringen.
Victor Nielsen startede fra pole position på regndæk og nåede at opbygge et forspring på mere end 35 sekunder til nummer to inden pitvinduet og førerskiftet.
Da banen efter omkring 30 minutter begyndte at tørre, fik strategien betydning for løbet. Den nærmeste konkurrent havde valgt slickdæk og kunne gennemføre et hurtigere pitstop.
Samtidig betød andenpladsen fra lørdagens løb, at Victor Nielsens bil skulle holde længere i pitten.
Da Mikkel Obel overtog bilen, vendte han derfor tilbage på banen på andenpladsen. Den placering holdt han frem til mål, og dermed sluttede weekenden med endnu en andenplads.
- Det har været fedt at være tilbage og køre race i Danmark. Pole position og to andenpladser er bestemt godkendt, selvom racerkøreren i mig selvfølgelig gerne ville have haft en sejr med også, siger Victor Nielsen.
Tilbage til den internationale serie
Efter løbene på Jyllandsringen retter Victor Nielsen igen blikket mod den internationale GT4-sæson.
Næste opgave bliver på Sachsenring midt i september, hvor han skal køre BMW i den tyske mesterskabsserie, ADAC GT4 Germany.