Seneste nyt
Billede beskrivelse

Nusset og striglet: Lokal rideklub inviterede indenfor

28. september 2026 kl. 10.02

DRONNINGLUND: Der blev striglet, og der blev nusset om hestene, da Dronninglund Rideklub lørdag inviterede til åbent hus. 

Især børnefamilier tog mod invitationen og mødte op for at få mere at vide om klubben og dens tilbud.

- Vi holder dette arrangement for at gøre opmærksom på os selv, sagde Nanna Frederiksen, der er ridelærer i klubben.

- Vi plejer at have sommerskole, hvor børn og unge kommer i dagtimerne, men det har vi ikke haft mulighed for i år, så derfor holder vi i stedet åbent hus, hvor alle kan komme. Det er både for hyggens skyld og for at få nye kunder i butikken. Vi har mange medlemmer, men der er altid plads til flere, sagde hun.

Billede beskrivelse

I løbet af dagen mødte en række familier op for at høre om klubben og for at få en lille ridetur. 

De fleste børn var som altid piger.

- Der kommer flere og flere drenge, men hovedparten er stadig piger. Sådan er det, når man taler om børn, men kigger vi på eliterækkerne, er der mange drenge og mænd inden for ridesporten. I rideklubben kommer de for at være sammen og hygge sig, og vi lægger stor vægt på netop hygge og sammenhold, sagde Nanna.

- De er vilde med heste

6-årige Nora, der var mødt op sammen med sin mor, blev straks iført ridehjelm og sat op på en hest.

- Hun har prøvet det før og elsker heste, så nu overvejer vi at melde hende ind, fortalte hendes mor, mens Nora nød rideturen, der foregik på klubbens ridebane.

Billede beskrivelse

Jonas Frost fra Asaa kom med døtrene Sofie og Sally.

- De er vilde med heste, og derfor er vi mødt op i dag, sagde han mens de sammen var i gang med at strigle en hest. Det nød både hesten og pigerne. Jonas fortalte, at familien allerede havde besluttet, at pigerne skulle gå til ridning.

- Og de glæder sig, sagde han.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste