Fællessang er godt - fællessang med Erik er rigtig godt
DRONNINGLUND: Udvalget bag fællessangsarrangementerne på Dronninglund Kunstcenter inviterer torsdag 8. oktober kl. 19-21 igen til fællessangsaften.
Denne gang deltager komponist og sangskriver Erik Sommer.
- Sidste år stod Nordea-fonden bag projektet ”Vi synger sammen”, og det lykkedes herigennem af få midler til at gennemføre arrangementet med Erik Sommer, ligesom kunstcentret fik 25 højskolesangbøger med stor skrift, oplyser Jens Rasmussen fra udvalget.
Erik Sommer, der er komponist og foredragsholder, har skrevet et utal af melodier, der på bedste og yderst sangbar vis indgår i den danske sangskat.
Den har igennem de senere år fået en stadig større plads i vores fælles bevidsthed om det, der binder os sammen midt i vores forskellighed.
Melodien til Johannes Johansens tekst ”Du som har tændt millioner af stjerner” er måske en af hans mest kendte og elskede melodier, og mon ikke den også står på programmet, når Erik Sommer fortæller om de sange og melodier, han holder allermest af?
Det er gratis at deltage, og Kunstcentrets café tilbyder som altid lidt godt til pausen, ligesom Kunstcentrets butik er åben fra en time før og frem til arrangementets start.
Udvalget bag fællessangen - Hedvig Knive, Per Johansen og Jens Rasmussen - håber på stort fremmøde og byder velkommen med ordene fra højskolesangbogen ”Så syng da Danmark, lad hjertet tale”.