Kulturnatten gentager gys og gru-succes i Brønderslev
BRØNDERSLEV: Når Kulturnatten i Brønderslev løber af stablen fredag 2. oktober, bliver der igen mulighed for at få et gys i mørket.
Museumsforeningen og Borger9700 står nemlig bag Scary House, som indrettes i Fabrikken på Nørregade 35.
Arrangementet finder sted fra klokken 16 til 18, hvor både børn og voksne inviteres indenfor til en stemningsfuld og uhyggelig oplevelse i Vildmosemuseets lokaler.
Sidste år blev Scary House et stort tilløbsstykke med mange besøgende, og derfor har arrangørerne valgt at gentage succesen.
I anledning af den kommende halloween-sæson forvandles den gamle fabriksbygning til et mørkt og nervepirrende univers fyldt med spøgelser, gespenster og andre skræmmende overraskelser.
Borger9700 og Museumsforeningen har sammen skabt en uhyggelig rute, som kun kan anbefales til de modigste gæster.
Alle børn, der tør gennemføre turen, belønnes med søde sager, og blandt deltagerne trækkes der desuden lod om en stor pose slik.
Også de voksne kan se frem til ekstra forkælelse.
Her fristes med gratis, nybagte vafler serveret med fantasifuldt halloween-tilbehør som tørrede roer og størknet hekseblod.
Ligeledes kan gæsterne slukke tørsten med et krus "drageblod".
Arrangørerne håber endnu en gang på stor opbakning til arrangementet, der trods den uhyggelige indpakning henvender sig til hele familien.