Seneste nyt
Billede beskrivelse

Line er den nye købmand i Hjallerup

26. september 2026 kl. 06.04

HJALLERUP: Rema 1000 i Hjallerup har fået ny købmand. Det sker, efter at den tidligere købmand, Søren Christensen, valgte at flytte til Aalborg for at starte en ny Rema 1000 der. 

Hans efterfølger er Line Dannow, der kommer fra Rema 1000 i Frederikshavn, hvor hun i over fire år har stået i spidsen for butikken.

- Der er flere grunde til, at jeg har valgt Hjallerup. Butikken er noget større i både kvadratmeter og omsætning, og så har den kørt godt i mange år med en dygtig købmand og i sund drift. Jeg håber da at kunne leve op til det og udvikle og føre butikken videre. Jeg vil gøre mit allerbedste, fortalte hun i onsdags på sin første arbejdsdag som købmand i Rema 1000 Hjallerup.

Hun ser store muligheder i Hjallerup, der er en by i udvikling og med befolkningstilvækst.

- I Rema 1000 er vi selvstændige købmænd med en franchisekontrakt, så vi har virkelig en motivation for at gøre det godt. Det er jo ens eget ry og ens egen privat-økonomi, der er på spil. Jeg tror faktisk, det er baggrunden for, at så mange Rema 1000-butikker går så godt. Desuden har vi et kanongodt bagland, som er superdygtigt og har fået udviklet nogle gode produkter, man kun kan få i Rema, forklarede hun.

- Søren har taget en stor del af sit hold med til sin nye butik i Aalborg, så der kommer flere nye medarbejdere her i butikken. Jeg har taget nogle få med fra Frederikshavn, men skal have ansat flere nye. Jeg ved godt, at kunderne godt kan lide medarbejdere, de kender, men man kommer lynhurtigt til at kende de nye, så det er jeg slet ikke nervøs for. Jeg glæder mig, sagde købmand Line Dannow.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste