Handel og hygge satte kulør på Open by Night
BRØNDERSLEV: Det blev en aften med både handel, musik og oplevelser, da Open by Night fredag satte ekstra kulør på Brønderslev.
Brønderslev Handel stod bag arrangementet, der bød på et bredt program for både børn og voksne. Motorinteresserede kunne gå på opdagelse blandt veteranbiler og Harley-Davidson-motorcykler.
Ligeledes kunne man hilse på Hjemmeværnet og nyde de lokale modelflyveres flotte maskiner. De yngste havde deres eget område med hoppeborg- og legeaktiviteter, mens den helstegte pattegris stillede sulten hos mangen en gæst.
Og så sørgede Mikkel Ørligur ellers for festlig stemning i Bredgade med country og western som musikalsk underlægning.
Butikkerne holdt åbent til klokken 21 på en aften, hvor masser af sommertilbud fik folk til at lufte Dankortet.
- Hos os har der været rigtig godt gang i handlen, lyder det fra medindehaver hos Mr. Agerbæk, Dan Larsen.
- Kunderne er kommet efter de gode tilbud, og så har vejret spillet med. Vi har undgået regn, og der har ikke været så varmt, at folk er blevet hjemme på terrassen. Så vi er glade, siger Dan.
Open by Night er en mangeårig tradition i Brønderslev. Byens handelsstandsforening afvikler typisk to af slagsen årligt.