Sådan får du dine supermarkedsblomster til at ligne en million
Til daglig indretter boligstylist Line Lundquist både private hjem og hjemlige miljøer hos virksomheder samt boliger til salg og til leje. Som klummeskribent giver hun dig her alle sine bedste råd til at skabe rum, der er rare at være i og smukke at kigge på.
Hvad end du bor langt fra din nærmeste blomsterbinder, eller bare kun har tid til at snuppe et par bundte med fra supermarkedet i farten, så kender du nok det, at supermarkedsblomster kan være overordentligt svære sådan rigtigt at få til at se ud af noget. Til gengæld kan du ofte få tre bundte for noget der ligner 100 kr., og med mine råd herunder kommer de hurtigt til at ligne en buket, som du har betalt tre-fire gange så meget for. Og så kræver det hverken hele eller halve blomsterbinderuddannelser, grønne fingre eller adgang til en storblomstrende have at få et godt resultat.
Lad os gå i gang...
1. Start med at anskaffe dig noget hønsenet fra dit nærmeste byggemarked eller havecenter. En rulle holder i evigheder, og du vil takke dig selv for købet mange gange fremover, når du skal arrangere blomster. Klip et stykke på ca. 60-80 cm., afhængig af din vases størrelse, og fold det et par gange over sig selv. Bøj herefter kanterne let ned, så de passer i din vase. Fyld herefter vasen med vand.
2. Suppler dine supermarkedsblomster med afklip fra have eller grøftekant. Det kan være næsten hvad som helst, men kig efter både små og store blade, skulpturelle former og måske grene med bær på, så du får forskellige teksturer ind i din buket. Gå efter et ulige antal af hver slags. Husk også at klippe stilkene af langt nede, så du har noget længde at arbejde med. Du kan altid afkorte, hvis det er nødvendigt.
3. Læg alle dine blomster og grene klar ved siden af din vase, og start med at bruge nogle af dine mest fyldige grene og stilke til at bygge bredde på din buket. Her kommer hønsenettet virkelig til sin ret, da det holder blomsterne på plads, og giver dig meget frie rammer til at forme din buket, som du har lyst til.
4. Byg herefter videre i højden. Jeg kan godt lide, at buketten ikke er symmetrisk, og at der er små klynger af samme blomst her og der, men det er helt op til dig og din smag at arrangere din buket, som du bedst kan lide. Afslut buketten med dine længste og mest spinkle stilke. Græs eller korn fungerer også glimrende her. Det kommer til at give buketten et luftigt og karakterfuldt udtryk.
Nyd dit værk og pral gerne med dine evner overfor venner og andre besøgende.