Billede beskrivelse

Rema 1000-byggeri trækker i langdrag på gammel bagerigrund

05. november 2025 kl. 06.00

AALBORG: En ny Rema 1000 er - stadig - under opsejling i Skalborg på hjørnet af Hobrovej og Stationsmestervej. 

Planerne er blevet udskudt af flere omgange, da det tog tid at indhente en nedrivningstilladelse. 

Den har man imidlertid anskaffet sig nu, men der mangler fortsat en byggetilladelse fra Aalborg Kommune, oplyser Rema 1000's presseafdeling til Ligeher.nu.

Og derfor når man heller ikke i mål med den oprindelige målsætning om at åbne den nye dagligvarebutik i løbet af 2025, som det ellers har lydt tidligere. 

Kommunikationsdirektør Jonas Schrøder har over for branchemediet RetailNews fastslået, at der kun resterer tre butiksåbninger for Rema 1000 i 2025 - og de ligger i henholdsvis Horsens, Ørbæk og Kerteminde. 

Og derfor må borgerne i Skalborg og omegn altså igen væbne sig med tålmodighed, før en ny Rema 1000 kan åbne i byen. 

Det er endnu uvist, hvornår den nye Rema 1000 på den gamle bagerigrund i så fald kan åbne. 

Billede beskrivelse

Millionopkøb

Allerede inden Rema 1000 har sat arbejdet i Skalborg i gang, har den nye dagligvarebutik været en bekostelig affære. 

Af Tinglysningen fremgår det nemlig, at dagligvarekæden har brugt intet mindre end 19,8 mio. kr. fordelt på tre grunde for at sikre sig plads til den nye butik. 

Helt konkret har man givet 8,2 mio. kr. for den gamle Danske Bank-bygning med tilhørende parkeringspladser, 3,6 mio. kr. for Skalborg Bageri-grunden og otte mio. kr. for den grund, som tidligere har huset Wika Skilte. 

Til sammen fylder de tre grunde 4690 kvadratmeter, hvilket giver rigeligt med plads til Rema 1000 for at udfolde sig. 

En typisk Rema 1000-dagligvarebutik er mellem 800 og 1200 kvadratmeter - og dertil kommer lagerbygning, parkeringspladser og diverse småting.

Vi har her på Ligeher.nu tidligere lavet et overblik over antallet og fordelingen af dagligvarebutikker i Aalborg Kommune.

Det overblik finder du i artiklen her

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste