Seneste nyt
Billede beskrivelse

Fem ton tung drone flyver over Aalborg for første gang

29. september 2026 kl. 12.47

AALBORG: En militær drone på mere end fem ton flyver tirsdag over Aalborg.

Det er første gang, at et ubemandet militært luftfartøj af den størrelse bliver testfløjet i dansk luftrum.

Det skriver Forsvaret på sin hjemmeside. 

Dronen er en tysk "German Heron TP" og bliver fjernstyret af en pilot, der befinder sig på en militær flyvestation i Schleswig i Tyskland.

Den er 13 meter lang, har et vingefang på 26 meter og flyver i syv kilometers højde.

Flyvningen begynder ved den dansk-tyske grænse i Sønderjylland. Herfra går turen over den østlige del af Jylland til Aalborg, inden dronen flyver tilbage mod Tyskland via den vestlige del af Jylland.

Den samlede flyvetid er beregnet til cirka to timer.

Undervejs er den tyske pilot i kontakt med Naviair, som leder flytrafikken gennem det danske luftrum.

Trafikstyrelsen har godkendt sikkerhedsprocedurerne for flyvningen uden for synsvidde.

- Det betyder, at vi har kontrolleret, at der er styr på alle de procedurer, der skal sørge for en sikker navigation i forhold til andre luftfartøjer i luftrummet - også hvis man undervejs skulle miste styringen eller radioforbindelsen, siger kontorchef i Trafikstyrelsen Signe Finderup Slot til Forsvarets hjemmeside.

Fakta

German Heron TP har et vingefang, som svarer til et passagerfly med plads til ca. 80 passagerer.

Flyet vejer over 5 tons

Længde på 13 meter

Vingefang på 26 meter

Flyvningen er samtidig en del af forberedelserne til, at Flyvevåbnet i 2028 modtager egne ubemandede fly af typen "General Atomics MQ-9B".

De skal operere fra Flyvestation Aalborg under Eskadrille 729 og blandt andet bruges til patruljering og overvågning over Grønland og i Nordatlanten.

Brigadechef Hans Peter Andersen kalder testflyvningen for en milepæl.

- Testflyvningen er endnu et vigtigt skridt mod, at vi modtager vores egne ubemandede fly i de kommende år.

- Opbygningen af Eskadrille 729 er i fuld gang, og her får vi i samarbejde med gode allierede i Luftwaffe mulighed for at teste flyvning med ubemandede luftfartøjer i dansk luftrum for første gang, siger han på hjemmesiden.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste