Stor interesse for corgi-træf i Vaarst
VAARST/AALBORG: Der var stor interesse, da Lise Mortensen fra LM Hunde- og Hestefokus søndag stod i spidsen for en omgang hundefitness for medlemmer af Welsh Corgi Klubben Aalborg.
Arrangementet løb af stablen i Vaarst, og deltagerne kom for at lære mere om, hvordan de styrker den almene trivsel hos deres corgi-hunde.
Det foregik gennem målrettede øvelser, der fremmer balance, koordination og kropsbevidsthed.
Dagen bød på både teori og praktisk træning.
Hundene prøvede blandt andet kræfter med balancepuder, styrkeøvelser og forskellige fitnessredskaber.
- Corgi-racen er kendt for sine korte ben og den lange ryg, og netop derfor kan målrettet fysisk træning være med til at forbedre både styrke og kropskontrol, fortæller Pia Riishøj fra klubbens aktivitetsudvalg.
Hun havde sammen med Bente Leflandt taget initiativ til arrangementet.
- Øvelserne blev løbende tilpasset den enkelte hunds niveau, så alle kunne være med. Og så var der selvfølgelig en god anledning til også at mødes med andre corgi-ejere og udveksle erfaringer, tilføjer Pia Riishøj.
Stor opbakning
Hun glæder sig samtidig over den store opbakning.
- Vi var spændte på interessen, men alle 10 pladser blev hurtigt besat. Det viser, at medlemmerne gerne vil lære mere om, hvordan de giver deres hunde de bedste betingelser.
Klubben ser allerede frem mod næste store arrangement.
Søndag 29. november inviteres der til julegåtur i Aalborg for både hunde og deres ejere.
Sidste år deltog 50 tobenede og 30 corgier, og håbet er, at endnu flere har lyst til at være med i år.