Populær pladeforretning flytter - men kun nogle få meter ned ad gaden
AALBORG: Da Ligeher.nu snakkede med Jan Jensen senest, havde han et par hemmeligheder, han endnu ikke ville røbe.
Hans populære pladeforretning, Lakridspizza, skal nemlig flytte - men hvorhen og hvornår ville Jan Jensen ikke fortælle dengang.
- Vi flytter ikke langt væk, og vi bliver i Nørregade. Nørregade betyder meget for mig. Det var der, jeg selv begyndte at kigge på plader i sin tid. Så derfor har jeg også lyst til at blive i gaden, lød det dengang fra Jan Jensen.
Nu vil han dog gerne røbe begge dele.
Det har han også gjort i en video på Lakridspizzas Facebook-side.
Og det er ikke langt fra de nuværende lokaler i Nørregade 17B, Jan Jensen flytter forretningen.
Faktisk rykker han blot et solidt stenkast ned ad Nørregade og i nummer 21 i stedet. Det afslører han i ovenstående video.
I de nye lokaler får Jan Jensen både mere plads til sine plader og et hyggeområde - samt et tiltrængt baglokale med kontor og lager.
I alt 40 kvadratmeter mere end i de nuværende lokaler får Lakridspizza at boltre sig på.
Lakridspizza flytter officielt i de nye lokaler i løbet af påsken, som falder i starten af april.
"Vi regner med at være på plads påskelørdag, men allersenest tirsdag efter påske åbner vi i Nørregade 21," fortæller Jan Jensen.
Det er Lydspecialisten, der senest har holdt til i lokalerne i Nørregade 19-21.
De flyttede dog i nye lokaler i City Syd i starten af 2025.