Byens Spar-købmand lukkede i fjor: Nu er der godt nyt til de lokale
VESTBJERG: Rygterne har svirret længe i lokalsamfundet i Vestbjerg.
I diverse Facebook-grupper med rødder i selvsamme område har snakken også gået lystigt.
Og nu er det ganske vist - at Spar i Vestbjerg genåbner.
Det offentliggør Rikard og Peter Andersen - far og søn der står bag Meny i Saltum - i et opslag på en privat Facebook-gruppe for Vestbjerg.
"Vi har glædet os længe til at dele denne nyhed med jer – og nu kan vi endelig sige det højt: SPAR Vestbjerg åbner igen! Åbningen forventes at blive i februar/marts, og vi er allerede godt i gang med forberedelserne. Det hele er blevet muligt, fordi vi har fundet den helt rigtige købmand til at stå i spidsen for butikken (mere om hende senere)," lyder det i opslaget.
I slutningen af 2024 takkede Spar-købmand Peter Leth af i Vestbjerg, og siden har lokalerne stået tomme.
Men det bliver der altså ændret på i løbet af 2026's første måneder.
Inden da afholder Peter og Rikard Andersen et informationsmøde for byens borgere i løbet af januar.
Her vil Vestbjergs indbyggere få mulighed for at stille spørgsmål og komme med input til den nye købmand i byen.
Vestbjerg har igennem flere måneder lidt under, at man på ganske få måneder mistede både Spar-købmanden og senere 365discount.
Sidstnævnte blev overtaget af Coops konkurrent, Salling Group, som siden har været meget fåmælte omkring fremtiden for ejendommen.