Vinni Jensen har solgt ost i 40 år - nu skal hun fejres
AALBORG: Det er de færreste, der kan prale af at have arbejdet det samme sted i fire årtier
Men det kan 59-årige salgsassistent Vinni Jensen.
1. september har hun nemlig 40-års jubilæum i Salling Super.
Det oplyser Salling Group i en pressemeddelelse.
40 år med ost
Det hele startede, da Vinni Jensen skulle i lære under sin uddannelse inden for kontor og handel på handelsskolen.
I 1980'erne var det svært at finde en læreplads, men hun kom til en lokal slagter, og det sendte hende også en tur på slagteriskole, så hun kunne lære mere om faget.
I 1986 var hun færdiguddannet og kom til Salling Aalborg.
- Hos slagteren begyndte jeg i lære som ekspedient. Jeg kørte ud med varer til kunderne, og dengang hjalp de små butikker hinanden. Det er underligt at tænke tilbage på, for det var jo helt anderledes end i dag. Kort efter jeg begyndte i Salling Super, blev jeg en del af "oste-afdelingen", så jeg har nærmest også 40-års jubilæum med ost, siger Vinni Jensen.
Andre tider
Fra Vinni Jensen startede og til nu er der sket meget inden for hendes branche.
Eksempelvis er man gået fra manuel prismærkning af alle varer til stregkoder med computerens indtog.
- Vi gik med vores store ringbind med ordrer i, som vi skulle taste på den store computer. Gennem årene har jeg haft et virkelig godt og tæt samarbejde med leverandører, som jo før i tiden var forbi flere gange om ugen, og så afgav vi ordrer til dem. Jeg husker også tydeligt, hvordan vi meget ofte havde besøg af demo-damer, som var ude at demonstrere nye varer, fortæller Vinni Jensen.
Åbningstiderne er i dag markant anderledes end for 40 år siden, hvor stormagasinet lukkede klokken 14 om lørdagen og først åbnede igen om mandagen.
Opgaverne var også anderledes.
- Vi fik jo både halve og hele dyr ind i afdelingen, som skulle skæres op af slagterne. Sådan er det ikke i dag, og vi havde for eksempel to damer ansat til kun at lave leverpostej og medister, husker Vinni Jensen, som aldrig har haft lyst til at lave andet, da hun har været glad for sit arbejde og de mange gode kolleger, hun altid har været omgivet af.
Det skal fejres
Fra Vinni Jensens leder, slagtermester Peter Karstensen Vinge, lyder der stor ros for hendes flotte indsats gennem årene.
- Hun taler til og med alle, som om de har kendt hinanden i mange år. Hun har sin helt egen skønne væremåde, og kunderne venter gerne på, at Vinni Jensen bliver ledig til at ekspedere i 'osten.' Det er ikke den samme oplevelse, hvis de ikke har fået en snak med hende, og det er ikke kun ost, de taler om. Vores jubilar er i sit es, når vi har travlt, og hun kan sagtens være i gang med at ekspedere flere kunder på én gang. Som kollega er hun fantastisk. Man kan altid gå til hende, hvis man skal have en god snak om både arbejde og privat. Og hvis man spørger ind til gamle mordgåder i Aalborg, så stopper hun ikke, før hun næsten har løst gåden, siger Peter Karstensen Vinge.
Vinni Jensen fejrer sit jubilæum torsdag 3. september, hvor hun bliver hentet af slagtermesteren om morgenen på sin bopæl, og sammen kører de til Salling Aalborg, hvor kollegerne venter med lykønskninger.